Augsburgske citater

Augsburgske Citater flytter

2008-03-18T12:28:00.002+01:00

Augsburgske Citater flytter sammen med Augsburgske og fortsætter på http://Augsburgske.Blogos.dk. Augsburgske Citater på Blogspot vil blive liggende indtil videre.

På den nye Augsburgske er der nye indlæg.

Ny adresse: http://Augsburgske.Blogos.dk
Ny feed-adresse: http://Augsburgske.Blogos.dk/feed/

Melanchthon om lovens kraft

2007-12-19T21:10:00.000+01:00

Jeg har tidligere blogget om Philipp Melanchthon, bl.a. gengivet et lille stykke om retfærdiggørelsen og troen fra troslæren Loci.

Melanchthon har også en udmærket gennemgang af loven. Langt bedre end hvad både fag- og amatørteologer ofte skriver nu om dage.

I det uddrag, jeg bringer nedenfor, viser Melanchthon, hvad det er lovens egentlig skal gøre, og at det er nødvendigt, for at Gud kan retfærdiggøre et menneske. Udelader man forkyndelsen af loven, er det selve retfærdiggørelsen, man modarbejder.

Om lovens kraft (uddrag)
Lovens egentlige gerning: åbenbare synden for os

Det er kort sagt lovens egentlige opgave at afdække synden, eller for at udtrykke det tydeligere: den giver os syndsbevidsthed og er, som Paulus siger det Kol 2,14: "det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os." Hermed definerer Paulus jo syndsbevidstheden langt finere og sikrere end [nogle af de teologer, der før og på Luthers tid arbejdede med dogmatikken].

Hvad er nemlig syndsbevidsthed andet end lovens stemme, der i hjertet viser os vor synd? For når Paulus Kol 2,14 taler om "det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os", så mener han, at syndsbevidstheden er et skyldbrev, der er imod os ved sine bestemmelser, og det vil jo sige: ved loven.

Man må altså fastholde, at det er lovens gerning at åbenbare synden for os. Og når jeg taler om synd, sammenfatter jeg herunder alle arter af synd - udvortes og indvortes, hykleri, vantro, egenkærlighed, gudsforagt og vankundighed, med andre ord selve rødderne til alle menneskelige handlinger.

Lovens gerning: begyndelsen til boden eller retfærdiggørelsen

Når Gud skal retfærdiggøre syndere, er det derfor hans første gerning at åbenbare os vor synd og ryste, ængste og skræmme vor samvittighed, kort sagt at dømme os, sådan som det lige anførte sted fra Jeremias viser det.

Også Paulus siger Gal 2,19: "ved loven er jeg død for loven." Og bestyrtet ved profetens hårde ord udbryder David: "Jeg har syndet mod Herren" (2 Sam 12,13). Og 1 Kong 21,27 læser man: "Akab sønderrev sine klæder" etc., og - siger Skriften - "han gik nedtrykt omkring." Og 2 Krøn 33,12 skrives der om Manasse, at han kom i "nød" - man bør jo bruge Skriftens egne ord. Og ApG 2,37 står der: "da de hørte dette, stak det dem i hjertet." Men dette må være tilstrækkeligt til at vise, at lovens gerning er begyndelsen til boden, thi det er ved den, Guds Ånd plejer at skræmme og ryste samvittigheden.

Naturen kan nemlig ikke af sig selv erkende syndens hæslighed, endsige da hade den, thi "et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd" (1 Kor 2,14), og "de, som lader sig lede af kødet, attrår det kødelige" (Rom 8,5). [De ovennævnte teologer] behandler først bodens begyndelse i fjerde bog af [deres dogmatiske værker], vi for vort vedkommende her ligesom i forhallen til vort værk.

Den af Guds Ånd ved loven virkede dødelse, fordømmelse og rystelse af mennesket er nemlig begyndelsen til retfærdiggørelsen og dermed til den sande dåb. Og ligesom det kristne liv må begynde med syndserkendelsen som udgangspunkt, således bør også den kristne lære begynde med lovens opgave.

Citeret, moderniseret og bearbejdet uddrag af Philipp Melanchthon: Loci: Evangeliske hovedtanker. I ny oversættelse ved Jørgen Larsen. København: O. Lohses eftf., 1953, s. 94f.

Chemnitz om nadveren

2007-12-03T16:45:00.000+01:00

Luthers skrifter om nadveren er både oplysende og opbyggende læsning, fordi de lærer os Skriftens rene lære om nadveren . Derfor er de også med rette nævnt i Konkordiebogen (Konkordieformelen) som autoritative skrifter.

Martin Chemnitz, som jeg tidligere har skrevet om (se her for den seneste, her for alle blogindlæg), har skrevet en bog om nadveren: The Lord's Supper. Den bør være obligatorisk læsning, senest når man har læst Luthers centrale nadverskrifter.

I det følgende har jeg oversat et afsnit fra den engelske udgave af bogen (s. 64):

"Men fordi troen, i overensstemmelse med testamentets ord, tror, at fællesskab med (gr. koinônia [kan også forstås som 'delagtighed i']) Kristi virkeligt nærværende legeme og blod også distribueres sammen med de synlige elementer [dvs. brød og vin] til dem, der spiser, er det blevet godtgjort med sikkerhed, at Guds Søn selv giver, anvender og besegler dig med alle de goder, som han vandt til os ved at hengive sit legeme og udgyde sit blod.

"Hans nye nåde-testamente helliggør, bekræfter og besegler også disse goder for dig. Dertil kommer, at han skænker hele sit væsen i så intim en forening, at han forener sig selv med dig med den samme natur, hvormed han er vores broder og af samme væsen som os, og hvorigennem han også fuldendte sit værk: at frelse og forsone os.

"Min tro kan altså holde på, at det sikreste og dyrebareste løfte gælder mig, og at jeg ejer og vil eje disse velsignelser, som Gud med sit generelle løfte har forsikret alle om, som sikre, beseglede og urokkelige velsignelser [der gælder mig]."

Kingo taler også om såvel Jesu legemes og blods reale nærvær som ovennævnte forening i salmen "O Jesus, søde Jesus, dig":

O Jesus, søde Jesus, dig
ske hjertens tak evindelig,
som med dit legem og dit blod
så kærlig mig bespise lod!

Bryd ud, min sjæl, med tak og sig:
O, hvor er jeg nu bleven rig!
min Jesus i mit hjerte bor,
tak, tak, hvor er min glæde stor!

Th. Kingo 1689 (Gamle DS 430).

Martin Chemnitz - i dagens anledning (9. november)

2007-11-09T07:05:00.000+01:00

Luther og Melanchthon
Vi ved naturligvis alle, at Luther betyder meget for, at vi overhovedet har evangeliet rent og klart. Selvom Melanchthon, Luthers medarbejder gennem det meste af Luthers reformationsarbejde, senere ikke fastholdt evangeliets klarhed, betød Melanchthon også meget. Det er jo ham, der var pennefører for Den Augsburgske Bekendelse og Forsvarsskriftet herfor (kaldet Apologien).

Joachim Mörlin
I reformationens andet slægtled betød en biskop ved navn Joachim Mörlin utrolig meget. Selvom han er næsten ukendt hos os, var han en utrættelig forkæmper for den lutherske lære. Han måtte adskillige gange forlade sine embeder af den årsag. Han blev dog sluttelig superattendent (en slags biskop) i Braunschweig. Her fik han ansat en dygtig teolog ved navn Martin Chemnitz.

Martin Chemnitz
Martin Chemnitz (se også her) blev født d. 9. november 1522, dvs. da Luther havde været i gang med reformationsarbejdet nogle år.

Martin Chemnitz' betydning for, at den lutherske lære fortsat var kendt og blev forsvaret, kan ikke overdrives. Han var en usædvanlig begavelse og kendte teologihistorien ud og ind. Han er også et eksempel på de lutherske teologer, der kender Skriften ud og ind og kunne bruge Skriften i de rette sammenhænge og med klare begrebsbestemmelser hentet fra Skriften.

Hovedmanden bag Konkordiebogen
Hans største fortjeneste er sikkert, at han var hovedmanden bag Konkordiebogen fra 1577/1580. Efter Luthers død opstod en lang række stridigheder i den lutherske kirke. Melanchthon havde desværre sin del af vanæren herfor, og det smertede Chemnitz, som selv havde haft Melanchthon som lærer og ærede ham højt derfor. Men et brud var uundgåelig for lærens skyld. Var Melanchthon ikke død på vej til Heidelberg, hvor han ville være bisidder for nogle, der forsvarede en reformert teologi, ville det have været blevet åbenlyst for alle. Nu fortsatte Melanchthons indflydelse under dække af at være luthersk.

Alle disse stridigheder kostede et stort teologisk arbejde at få bilagt. Martin Chemnitz var en af dem, der ydede denne indsats, ikke mindst ved at være hovedmanden bag Konkordiebogen. Konkordiebogen er en uvurderlig skat af teologisk og praktisk-teologisk indsigt. I Konkordiebogen har vi den rette lære, men deri har vi også ret vejledning, når det gælder om at bruge teologien i kirken.

Konkordieformelen
Stridsspørgsmålene fandt som nævnt deres afslutning i det afsluttende skrift i Konkordiebogen, nemlig Konkordieformelen, som er delt i to dele. En oversigt og en grundig gennemgang. Konkordieformelen fastslår, at de tre oldkirkelige bekendelser og seks skrifter forfattet af Luther og Melanchthon er ret lære og den lutherske kirkes bekendelse. Det samme siges faktisk om Luthers lære- og stridsskrifter, ikke mindst hans nadverskrifter.

Undersøgelse af Tridentinerkoncilet
Stor betydning fik Chemnitz imidlertid også, fordi han skrev et monumentalt værk i fire store bind. Det var en undersøgelse og gendrivelse af forhandlingerne og resultaterne på pavekirkens koncil i Trento eller Trient: Tridentinerkoncilet. Dette koncil samledes i tre omgange fra 1545 til 1563 og iværksatte den såkaldte modreformation. Megen vranglære, som hidtil "kun" havde været faktisk vranglære, blev nu officiel vranglære, som stadig er officiel lære i pavekirken. Anderledes kan det heller ikke blive, så længe pavekirken insisterer på, at Traditionen er sideordnet Bibelen. Chemnitz' gendrivelse er derfor stadigvæk reel, men desværre ret ukendt, ikke mindst i Skandinavien.

Ære være Chemnitz' minde
Martin Chemnitz' fødselsdag i dag - den 9. november - kunne minde os om både hans ærefulde indsats for den lutherske lære generelt og Konkordieformelen og dermed Konkordiebogen specielt.

Uden Martin Chemnitz er det måske ikke sikkert, at Martin Luthers virke havde været kendt. Sådan sagde de gamle i al fald. Så tak for Martin Chemnitz - i dagens anledning.

Om et kristenmenneskes frihed - reformatorisk hovedskrift

2007-10-31T12:40:00.000+01:00

Et af de vigtigste skrifter, Luther skrev i begyndelsen af reformationen, var Om et kristenmenneskes frihed. Den blev udgivet i 1520. Heri hedder det i Inger Margrethe Kofod-Svendsens oversættelse:

"For det sjette: Du spørger: Hvad er det da for et ord, som giver en så stor nåde, og hvordan skal jeg bruge de? Svaret er: Det er intet andet end den forkyndelse, Kristus bragte, sådan som evangeliet indeholder den. Den forkyndelse skal være og er sådan, at du hører din Gud tale til dig om, hvorledes hele dit liv og al det, du gør, intet er for Gud. Du gå evigt gå fortabt med alt, hvad der bor i dig. Og når du, hvad du bør, ret tror dette, da må du fortvivle over dig selv og bekende, hvor sandt Hoseas' ord er: 'O, Israel, i dig er intet andet end fordærvelse, men alene i mig er din hjælp' [Hos 13,9].

"Men for at du kan komme ud af dig selv og bort fra dig selv, det vil sige bort fra din egen fordærvelse, så stiller han sin kære Søn, Jesus Kristus, foran dig og siger dig ved sit levende, trøsterige ord: Du skal med fast tillid overgive dig til ham og dristigt stole på ham. Så skal for denne din tillids skyld alle dine synder tilgives dig og al din fordærvelse være overvundet. Du skal være retfærdig og sanddru, have fred, fromhed, opfyldelse af alle bud og frihed i enhver henseende. Paulus skriver det således i Rom. 1: 'Den retfærdige skal leve af tro' [Rom 1,17], og Rom. 10: 'Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror' [Rom 10,4].

"For det syvende: Derfor bør alle kristnes med rette arbejde med og øve sig i én ting: at de indprenter sig Ordet og Kristus i deres indre, at de til stadighed opøver og styrker en sådan tro. Thi intet andet kan gøre et menneske til en kristen. ... Derfor er det en umådelig rigdom at have sand tillid til Kristus. Den medfører nemlig al salighed og borttager al usalighed, som der i Mark.: 'Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt.' [Mark 16,16]."

Luther skriver i dette skrift også om det salige bytte, men det er i det hele taget et skrift, som lønner sig for alle kristne at læse med jævne mellemrum! Heri udlægger Luther, "at troen alene uden nogen gerninger gør retfærdig, fri og salighed."

Glædelig reformationsdag! Gud alene æren!

Luther, Martin. Introduktion til Luther af prof. dr.teol. Carl Fr. Wisløff. Om et kristenmenneskes frihed; Luthers fortale til sine skrifter; Fortalen til Romerbrevet; Om bodens sakramente. Bind [1] i serien Martin Luther Skrifter i Udvalg. København: Credo Forlag, 1981. Citatet er fra s. 71-73. En online oversættelse findes på lutherdansk.dk (klik her).

Den danske reformation og kirkeordinansen

2007-10-31T11:00:00.000+01:00

Den officielle indførelse af lutherdommen i Danmark
Den 30. oktober 1536 indførte Christian den 3. lutherdommen som officiel religion i Danmark som den foreløbige afslutning på ca. 10 års udvikling.

Det lange, seje træk
Der forestod nu en kæmpeopgave med at reorganisere kirken, som nu var blevet luthersk. Kongen tilkaldte derfor hjælp i Wittenberg. Johannes Bugenhagen kom til Danmark og udarbejdede/udviklede en kirkeordning ("kirkeordinans") på latin i 1537, som blev antaget af rigsrådet på dansk i 1539. Bugenhagen forelagde forinden forslaget i Wittenberg, så Luther har godkendt kirkeordningen. Bugenhagen havde stor erfaring fra flere lignende opgaver i Tyskland. Peder Palladius, der i 1537 blev teologisk doktor i Wittenberg, var en af de syv biskopper, der blev indsat som superintendenter ved reformationen. Hans visitatsbog er for øvrigt også værd at læse! Se "Palladius' tilsyn - i dagens anledning (30. oktober)".

Retfærdiggørelseslæren
Som bekendt er det retfærdiggørelseslæren, som er det centrale for reformationen. Det var den, som var blevet forfærdelig forsømt under pavedømmet. Det gjaldt både forståelsen af retfærdiggørelsen ("teorien") og hvilke konsekvenser den skulle have i kirkens hverdag og søndag ("praksis"). Derfor måtte man løfte læren frem, sådan som det ikke mindst sker i Dr. Luthers lille katekismus og i Den augsburgske Bekendelse. Men man måtte også sørge for, at kirkens praksis kom til at tjene retfærdiggørelseslæren. Denne sammenhæng fremgår faktisk af Den augsburgske Bekendelse: "For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne" (fra www.folkekirken.dk).

Retfærdiggørelseslæren og Kirkeordinansen
I kirkeordinansen står der følgelig i første stykke:

"1. Læren, der tjener os til frelse
Hvorved Guds velgerninger, som Kristus har erhvervet os, forkyndes for alle og uddeles blandt alle dem, der tror.

"Denne lære indeholder især tre punkter:

Først det hellige evangeliums prædiken, som ubetinget også omfatter sand bod og forbedring, troen og dens frugter, som er gode gerninger.
Det andet punkt er sakramenternes rette og lovlige indstiftelse og brug, som også kræver en sand bod, styrker troen og påminder os om troens frugter.
Det tredje en enkel forklaring af børnelærdommen, som klart viser, på hvad måde man skal forbedre sit liv, giver kundskab om synder og gode gerninger og viser, både hvordan den rette tro er, og hvordan vi kommer til den.

"Desuden skal hele den evangeliske lære alle vegne være ren, sikker og ligedan hos alle. Frem for alt skal man grundigt og omhyggeligt lægge stor vægt på artiklen om menneskets retfærdighed, så enhver forstår, hvad troen er og hvad den virker, hvordan vi kommer til tro, og på hvilken måde vi bliver retfærdige. Ja, også hvilken opfattelse prædikanterne selv skal have, og hvordan de skal prædike." (Citeret i Finn Andersens nutidsdanske gengivelse af kirkeordinansen, fra http://www.lutherdansk.dk/Trellix/id134.htm).

En opgave, der aldrig får ende
Tilstandene inden reformationen var sørgelige, og alting blev heller ikke ordnet på én gang. Alligevel var lutherdommens indførelse den 30. oktober 1536 en afgørende begivenhed, for nu skulle der prædikes og undervises evangelisk, sådan som man kunne læse det i Luthers lille katekismus og Den augsburgske Bekendelse (når ellers man kunne læse).

Man kan være tilbøjelig til at mene, at med reformationen blev alting godt. Men sandheden er, at det var (og er) en stadig opgave ("kamp") at prædike og undervise evangelisk. At forkynde lovisk kommer helt af sig selv. Det sker, når man forkynder mere om De ti bud, om næstekærlighed og Guds gerning i os, end om Guds velgerninger, som Kristus har erhvervet os (eller hvis man blander dem sammen).

Reformationen og de gode gerninger
Reformatorerne mente bestemt ikke, at kristne ikke skulle øve næstekærlighed, "gøre gode gerninger", eller oplæres i, hvad det betyder i praksis. Tværtimod, som det fremgår af de tre punkter ovenfor. Men ingen gør gerninger, der er gode i Guds øjne, blot fordi det kræves af os. Det kan vi nemlig slet ikke. Kravet om gudsfrygt og gode gerninger, "loven", kan nemlig blot lære os, at vi er syndere. Derfor skal evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.

Man svigter altså i virkeligheden næstekærligheden, hvis man ikke forlanger, at evangeliet skal forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret. Kun evangeliet kan skænke troen og give kraft til at gøre gode gerninger. Man svigter også evangeliet selv - og dermed dem, der lytter, hvis man ikke forlanger en ren evangelieforkyndelse og en ret sakramentsforvaltning. Derfor er Guds dom også hård over dem, der ændrer og dermed ødelægger evangeliet (Gal 1,6-9). At forkynde evangeliet rent og og forvalte sakramenterne ret er et stadigt slid.

Arbejdet med at prædike
Det kræver, at man arbejder grundig med evangelieteksterne hver gang, der skal prædikes. Man skal sætte sig ind i prædikestykkernes betydning i sammenhængen. Man skal vurdere, hvilke lærestykker (trosartikler) prædiketeksterne lægger op til at inddrage. Man skal overveje, hvordan man får forkyndt, hvad Gud kræver ("loven"), og hvordan man får forkyndt, hvad Kristus har erhvervet os (evangeliet og alle trosartiklerne), så det både indholdsmæssigt og omfangsmæssigt får mest plads. Og naturligvis skal en præst også overveje, hvordan det så skal gøres til netop de tilhørere, han har. Man skal også forvalte dåb og nadver, så det sker ret. Ingen skal f.eks. have lov at gå til alters, som ikke kender De ti bud og i lyset heraf har erkendt, at man er en synder, og som ikke kender troen, så man ved, hvad Kristus har gjort og erhvervet os og forstår, at det var "for mig"!

At være evangelisk i praksis
Det store arbejde, som Bugenhagen og superintendenter ("biskopper") som Palladius udførte, havde som sit mål ene og alene at organisere den danske kirke, så kirken i praksis kunne blive og forblive evangelisk: En kirke, der er til, for at vi kan nå til den retfærdiggørende tro. Det var som sagt op ad bakke, og sådan har det været lige siden, uanset om en kirke er stor eller lille. Ja, Galaterbrevet viser, at sådan var det også fra starten. Der må arbejdes og kæmpes for evangeliet.

Skønt den danske (folke)kirke ikke er, hvad den har været og i al fald slet ikke er, hvad den ifølge Kirkeordinansen skulle være, så er der dog grund til på årsdagen for den danske reformation at takke for, hvad vi direkte og indirekte fik fra Wittenberg.

Det er også umuligt sådan en dag ikke at ønske og bede om, at den danske folkekirke atter kunne blive det, som den burde være.

Vi, der ikke (længere) er medlem af den danske folkekirke, må huske at bede til og arbejde for, at vores egen kirke fortsat må være en kirke, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.

1 Ak, Gud, fra Himlen se herned,
dig over os forbarme!
Så få af dig at sige ved,
i trængsel er vi arme;
dit ord man ej vil lade stå,
og troens lys fluks ud vil gå
hos alle folk på jorden.

2 De lærer idel tant og svig,
af egen kløgt udspundet;
thi hjertet ej enfoldelig
i Herrens ord er grundet;
en vil det så, en anden så,
så mange veje går de på,
med sandheds skin de pranger.

3 Når Gud vil rykke op med rod
falsk hellighed og lære,
da siger de med trodsigt mod:
Hvem vil mod os vel være?
Alene vi har ret og magt,
det gælde skal, hvad vi har sagt,
hvem kan os overvinde?

4 Dog Gud han siger: Nu jeg vil
min kirke mig antage
og nådig bøje øret til
dens sørgesang og klage;
mit stærke ord i marken går,
det frisk og trøstig fjenden slår;
det er de svages styrke.

5 Som sølvets ægthed prøves grant
ved ildens hede lue,
og prøvet så for vist og sandt
helt ædelt er at skue,
så prøves og ved kors Guds ord
og skinner da ud over jord
i al sin glans og styrke.

6 Bevar dit ord, o fromme Gud,
fra uren lærdoms plage,
og lad dets stråler bryde ud
i disse stridens dage!
Af onde folk der findes nok,
som øde vil din lille flok;
men, Gud, forbyd det, amen!

Sl 12.
Martin Luther 1523. (Dansk 1528.) W. A. Wexels 1840.
Melodi: Erfurt 1524 (eller som nr. 437).
DS 352 (fra den elektroniske udgave)

God reformationsdag - idet det i dag den 31. oktober er årsdag for reformationen i Tyskland.

Palladius' tilsyn - i dagens anledning (30. oktober)

2007-10-30T11:15:00.000+01:00

Den 30. oktober 1536 indførte kong Christian den 3. luthersk kristendom i Danmark ved et edikt.

Det betød ikke, at den danske kirke blev luthersk på én gang. Et stort arbejde ventede. Kongen fik hjælp af Johannes Bugenhagen til at udarbejde kirkeordinansen.

Men der var også brug for en daglig leder. Kongen spurgte igen i Wittenberg, og Luther og Bugenhagen sendte danskeren Peder Palladius hjem. Palladius havde fået sin doktorgrad efter en disputats om tro og gerninger. Kun meget få blev dengang doktorer. Det var Luther, der havde skrevet teserne, som Palladius skulle forsvare. Sådan gjorde man dengang.

Som Sjællands biskop tog Palladius tog straks fat og var uhyre flittig og usædvanlig begavet - teologisk, pædagogisk og ledelsesmæssigt. I løbet af perioden 1538-1543 besøgte han alle stiftets 390 kirker.

Senere skrev han en bog om sine tilsyn, "visitatser." Det første emne er kirken. Palladius går meget praktisk til værks. Tag og vinduer skal være i orden. Men naturligvis er det i dag mest interessant at høre om prædikestol, dåb og nadver. Arkitektur er nemlig også teologi.

"Prædikestolen skal være opført på kirkens sydside, hævet over alle andre stole til hæder og ære for Guds ord. ... Fonten er forneden i kirken, og alteret er forvoen, og prædikestolen midt imellem de to, så når jeres sognepræst prædiker vor herre Jesus Kristus for jer rent og klart til jeres salighed, så beviser han sine ord med de to højværdige sakramenter. Derfor peger han med den ene hånd ned til døbefonten og med den anden op til alteret. ... For de to sakramenter er de to segl, som hænger forneden på det brev, som blev givet fra himlen gennem Moses og gennem vor herre Jesus Kristus, hvorpå der er skrevet de 10 bud, trosbekendelsen og Fadervor. Det er dette 'afladsbrev,' som vi kan dø på og have med os i graven i stedet for pavens afladsbrev, som hørte Djævelen til."

Derefter gennemgår Palladius omtalte "brev," hvis indhold og hoveddele er indholdet og hoveddelene i Luthers lille Katekismus. Ligesom hos Luther og i direkte modsætning til de senere pietister skal man ikke spørge sit hjerte, men gøre flittig brug af prædiken, dåb og nadver. Som Palladius siger i det, jeg har fremhævet nedenfor: "Ved disse tre tegn, siger Skt. Johannes, kan ethvert menneske afgøre, om han er det evige livs barn eller den evige døds barn." Det er nerven i ægte reformatorisk kristendom. 'Det ydre ord,' som Luther med rette kaldte det. Man kan så med Palladius føje til, at denne ægte reformatoriske forståelse naturligt får konsekvenser for arkitektur og liturgi.

Men læs og nyd nu et lille uddrag af Peder Palladius' undervisning. Skulle du få lyst til at læse mere, så er der mere, hvor dette uddrag kommer fra!

"Den første artikel i det brev er de 10 bud, den anden er vor trosbekendelse, den tredje Fadervor med alle de skriftsteder fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, som hører til dem. De to segl, som hænger nedenunder er dåbens og nadverens sakramente.

"Døbefonten står bagest i kirken. I sidder eller står alle sammen med bagdelen til fonten, fordi I skal huske på, at det er tilstrækkeligt, at I hver for sig er døbt en gang i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, så at I aldrig skal døbes igen.

"Alteret står forrest i kirken foran jeres øjne. I ser op mod det, for at I kan huske altid at gå til nadver og lade jer berette så længe, I lever på jorden. Det ene, som er dåben, er altså foretaget en gang for alle ved hvert kristent menneske og skal aldrig gentages. Men det andet skal gøres gennem hele livet, sådan at det tilmed skal være det sidste, I spiser, når I skal dø fra denne verden, hvis I da ikke har foragtet det i levende live. Tænk på det menneske, som har foragtet dette højværdige sakramente i sine velmagtsdage, han får det næppe i sin sidste tid, men får snarere en uhyggelig død eller dør uden at have skriftet. Da må man virkelig, så vidt vi mennesker kan dømme, grue for dette menneskes salighed, selvom vi ganske vist lader Gud råde for alle ting. Derfor bør man ikke foragte det i levende live.

"Husk derfor nu, at disse tre, prædikestolen, døbefonten og alteret, er de tre tegn, som Skt. Johannes anbringer i sit ‘sendebrev,’ nemlig ånd, vand og blod, ved hvilke et menneske kan kende og vide, om det er det evige livs barn eller ej. Ånden, det er din sognepræsts ånd og røst, når han lærer dig Jesus Kristus rent og klart. Vandet er det, som du og dit barn er døbt i. Blodet, det er Jesu Kristi legeme og blod, som skal spises og drikkes til stadfæstelse på vore synders forladelse. Altså: ånd på prædikestolen, vand i fonten og blod på alteret. Den Helligånd omtaler også blodet, og ikke blot legemet, imod hine kalktyve, som for ikke længe siden stjal eller røvede den ene del af sakramentet fra lægfolket, nemlig Kristi velsignede blod. Ved disse tre tegn, siger Skt. Johannes, kan ethvert menneske afgøre, om han er det evige livs barn eller den evige døds barn. Hav derfor vilje til at lytte til de ord som udgår af din sognepræsts mund, når han prædiker dig Jesus Kristus rent og klart. Indfind dig gerne i din sognekirke, vær gerne den første og ikke den sidste, lad ikke din plads stå tom når tiden er inde til, at du skal være i din sognekirke. Hav tillid til Guds ord og ret dig efter det over for din fattige næste så godt du kan. Dit navn skal også minde dig om, at du er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og desuden skal du tit og ofte gå til alters og lade dig berette. Alt dette er de sikre tegn på, at du er det evige livs barn, og det kan du roligt lægge dine hænder sammen på og takke Gud.

"Men hvis det forholder sig lige stik modsat dette, og du ikke har det ord kært, som udgår af din sognepræsts mund, og du ikke gerne kommer til din sognekirke, lader tit din plads stå tom om søndagen og på andre helligdage, fører et skændigt levned i modstrid med Guds ord, glemmer at du er døbt, ikke går til nadver, så behøver du ikke spørge dine naboer og genboer, men dit eget hjerte vil så overbevise dig om og sige til dig, at alt dette er et sikkert tegn på, at du er besat af en djævel fra helvede. Han sidder nemlig i dit hjerte og sørger for, at du ikke hører Guds ord eller har tillid til det. Han er revnende ligeglad med, hvor du er i verden, bare han kan holde dig fra din sognekirke og fra Guds ord, for han ved udmærket godt, at du tilhører ham. Derfor har den Helligånd sat os disse tre tegn til mål og mærke, for at vi gennem dem skal forstå, hvor nær vi er ved Gud og han ved os, eller hvor nær vi er ved Djævelen og han ved os. Dette skal nu disse tre udsmykninger eller ‘redskaber’ - prædikestolen, døbefonten og alteret - minde os om."

Palladius, Peder. En Visitatsbog: Udgivet på nudansk med indledning og noter. Udg. Martin Schwarz Lausten. Frederiksberg: Anis, 2003, s. 34-35.

Løfterne og kirken

2007-10-07T08:45:00.000+02:00

I går, den 6. oktober, var det årsdagen for udgivelsen af Luthers Om kirkens babyloniske fangenskab, et af hovedværkerne i reformationen. Den blev udgivet i 1520. I sit opgør med pavekirkens påstand om, at der er syv sakramenter, skrev Luther også om ordinationen, som han ikke ligefrem vil fordømme. Denne ceremoni er ikke påbudt af Gud (men den er dog en meget god skik, jf. her). I forbindelse med, at Luther viser, at ordinationen ikke er et sakramente, skriver han følgende:

"Kirken har heller ingen magt til at give os nye guddommelige løfter om nåden, sådan som nogle vrøvler op om (deres påstand er, at når kirken ledes af Helligånden, har kirkens bestemmelser lige så stor gyldighed som Guds).

"Det er jo ved løftets ord, kirken fødes, det er ved ordet, den får næring og liv, og det vil sige, at det er Guds løfter, der bestemmer, hvad kirken går ud på, ikke omvendt.

"Guds ord står jo uendelig langt over kirken, som hvad det angår ikke selv kan bestemme, forordne og bevirke, men kun som enhver anden skabning bestemmes, forordnes og bevirkes; man kan jo heller ikke være forældre til sine egne forældre eller på forhånd skabe sin egen Skaber.

"Hvad kirken kan gøre er at skelne mellem Guds ord og menneskers ord (Augustin indrømmer jo også, at han var kommet til tro på evangeliet under indflydelse af den kirkes autoritet, som forkyndte, at det ord var evangeliet), men derfor står kirken da ikke over evangeliet. Det ville bare medføre, at den også stod over Gud (som den tror på), fordi den forkynder, at Han er Gud.

"Nej, som vi kan læse hos Augustin andetsteds, hænger det sådan sammen: Sjælen holdes sådan fast af selve sandheden, at den i kraft af sandheden kan fælde sikre domme om alle ting: dømme kan den dog ikke om sandheden, kun tvinges den til med usvigelig sikkerhed at sige, at dette er sandheden. Som parallel kan nævnes, at fornuften med usvigelig sikkerhed siger, at 3 + 7 = 10, uden at den give nogen forklaring på, hvorfor det er sandt, selv om den heller ikke kan nægte, at det er sandt; fornuften er blevet taget til fange af sandheden og selv blevet dømt af den, mere end den selv har dømt.

"Sådan en forstand har også kirken, når den under Helligåndens ledelse bedømmer og godkender læresætninger, dogmer, som den er sikker på, selv om den ikke kan bevise dem. ... Nå, det vil jeg komme tilbage til ved en anden lejlighed.

"Lad det nu stå fast, at kirken ikke kan give løfter om nåden - det kan kun Gud - og derfor kan den heller ikke indføre sakramenter."

Efterfølgende afviser Luther, at man kan henvise til kirkemødernes beslutninger herom, for det "er jo ikke til at vide, hvem kirken, der er udstyret med Ånden, egentlig er, når det ved den slags beslutninger sædvanligvis kun er nogle få biskopper eller lærde folk, der er til stede. Det kan godt være, at de ikke er kirkens folk, og at de alle tager fejl, sådan som vi har set det med kirkemøderne, specielt det i Konstanz, hvis fejltagelser har været topmålet af gudløshed." (Luther, Martin. Om kirkens babyloniske fangenskab. Overs. Ivar Engel Jensen. Martin Luther. Skrifter i udvalg [bind 4]. København: Credo Forlag, 1982, s. 129-131)

Det fremgår af citatet, at Luther forstod, at det ikke kun handlede om det konkrete spørgsmål om ordinationen er et sakramente. Det handler langt mere om forholdet mellem Gud, Guds ord og kirken og om vores forhold til Guds ord. Gud og Guds ord står over kirken, for det er løftet, der skaber og bestemmer og derfor også definerer kirken. Det er værd at understrege, både over for katolske kirker, og over for alle andre kirker. Dét handler om at være en evangelisk kirke.

For det andet lærer Luther klart, at det er sandheden, der holder sjælen fast (jf. 2 Kor 10,4f). Fornuften dømmes af sandheden og må derfor også bøje sig sandheden. Også det er der grund til at fremhæve, også i vores tid. Løfterne og sandheden holder sjælen fast, ja, frelser sjælen! For som Luther skrev i det ovenfor citerede:

"Det er jo ved løftets ord, kirken fødes, det er ved ordet, den får næring og liv, og det vil sige, at det er Guds løfter, der bestemmer, hvad kirken går ud på, ikke omvendt."

Ordinationsbevis udstedt af Luther

2007-10-03T07:30:00.000+02:00

Nedenstående ordinationsbevis viser, hvordan Luther og kirken i Wittenberg håndterede kald og ordination. Der skal foreligge et kald, kandidaten skal føre et fromt og retskaffent liv, han skal kende og stå inde for den rene lære (jf. også her). Han skal endvidere efter den universelle, kirkelige orden ordineres af nabomenighederne.

"Johannes Fischer har overgivet os et brev, som erklærer, at han har fået overrakt et kald til at tjene i evangeliets embede i byen Rudolstadt. Det bevidner også, at han er en mand, der fører et fromt og retskaffent liv.

"Da dette brev også anmoder om, at kaldet af Dr. Johannes Fischer bekræftes ved en offentlig ordination, har vi grundigt eksamineret hans akademiske kompetence (lat. eruditio), og vi er overbevist om, at han står inde for den rene, universelle, kristelige evangeliets lære, som også vore kirker lærer og bekender, og at han afskyr alle entusiastiske meninger, som er blevet fordømt af den universelle kristne kirkes beslutninger.

"Han har også forpligtet sig til trofast at forkynde den rene lære, som vi kender, til folket.

"Da vi ikke kan ikke forholde vore nabokirker vores embedes tjenester, og da Den nikænske Synode har vedtaget den velsignede bestemmelse, at nabomenighederne skal anmodes om ordination, så har vi givet bemyndigelse til offentligt at ordinere Dr. Johannes Fischer til embedet at forkynde evangeliet og, i overensstemmelse med hans kald, at forvalte sakramenterne, som blev indstiftet i dette evangelium.

"Derfor anbefaler vi ham til menigheden i byen Rudolstadt og beder, at Den hellige Ånd vil lede Dr. Johannes Fischers offentlige tjeneste til Guds og vor Herre Jesu Kristi ære og til kirkens velfærd.

"Udstedt i Wittenberg på 3. søndag efter påske 1540.

"Pastor ved Wittenberg kirke og de øvrige evangeliets tjenere i kirken, Dr. Martin Luther [signatur]."

Gengivet i Unschuldige Nachrichten, 1715, side 190ff, og oversat og trykt s. 16 i "Duties of an Evangelical Lutheran Synod," i: Carl Ferdinand Wilhelm Walther. Church and Ministry: Witness of the Evangelical Lutheran Church on the Question of the Church and the Ministry. Overs. John Theodore Mueller. Oprindelig udgivet som Die Stimme unserer Kirche in der Frage von Kirche und Amt. Erlangen: Andreas Deichert, 1875. St. Louis, Missouri: Concordia publishing house, 1999.

Brød og vin alene? Samtalerne i Marburg okt. 1529

2007-09-27T18:30:00.000+02:00

Møde i Marburg
Den 27. september 1529 og nogle dage frem ankom en række teologer til den hessiske by Marburg. Her afholdtes fra 1. til 4. oktober teologiske læresamtaler mellem Luther, Zwingli og Oecolampadius samt deres respektive fæller.

Resultatet
Det lykkedes ikke at opnå enighed. Konkret kunne man ikke blive enige, "om Kristi sande legeme og blod er legemligt i brød og vin." Begge parter var dog i stand til at vise kristen kærlighed mod hinanden, hedder det i protokollatet, de såkaldte Marburg-artikler. Luther måtte skuffe landgreve Philipp 1. af Hessen, der gerne havde villet bilægge uenighederne.

Luthers brev til Käthe
Samme dag som Luther skrev disse artikler, 4. oktober 1529, skrev han også til sin hustru, som han af respekt for hendes dygtighed kalder "hr. Käthe":

Nåde og fred i Kristus! Kære hr. Käthe, du skal vide, at vor venskabelige samtale i Marburg nu er slut. Vi er blevet enige i næsten alle punkter med undtagelse af, at modparten fastholdt, at der i nadveren er brød og brød alene, og at de kun ville bekende, at Kristus er åndeligt nærværende deri. I dag søger landgreven at opnå et forlig mellem os, eller dog i det mindste, hvis vi bliver ved at være uenige, at vi alligevel betragter hinanden som brødre og Kristi lemmer. Det arbejder landgreven ivrigt for. Men vi vil ikke kendes ved dem som brødre og lemmer, skønt vi gerne vil omgås dem fredeligt og i fordragelighed. ...

Fortæl hr. Pommer [Bugenhagen], at de bedste argumenter var Zwinglis: corpus non potest esse sine loco: ergo christi corpus non est in pane ["Et legeme kan ikke være uden sted: altså er Kristi legeme ikke i brødet"] og Oecolampadius’: sacramentum est signum corporis Christi ["Nadveren er tegn på Kristi legeme"]. Jeg tænker, Gud har slået dem med blindhed, så de ikke har kunnet fremføre noget. .... Luther.

Luther ville gerne opføre sig kristeligt og vise kærlighed. Men han ville ikke betragte dem, der fornægtede, at det indviede brød og vin er Jesu legeme og blod og at Kristus er til stede såvel åndeligt som legemligt (dvs. realpræsensen), som brødre og lemmer på Kristi legeme. Luthers begrundelse var, at det er en fornægtelse af evangeliets krystalklare ord. De "bedste" argumenter, som Zwingli og Oecolampadius lagde frem, kunne ikke ændre på det.

For ikke alene benægter man Skriftens klare ord. Man benægter også indholdet i den befaling, som Jesus gav. Da Jesus sagde "Gør dette ..." befalede han kirken at holde nadvergudstjeneste. Benægter man realpræsensen, benægter man ikke kun klare ord i Skriften, men man undergraver også den befaling, Jesus gav om ikke alene at forkynde med ord, men at uddele hans legeme og blod, som han ofrede for os til syndernes forladelse.

Derfor endte Marburg-samtalerne ikke med samling, men førte tværtimod til en splittelse mellem lutheranerne på den ene side og de sydtyske/schweiziske reformerte på den anden side. Luther ønskede ikke samling uden enighed om bl.a. realpræsensen. For det er ikke en læremæssig detalje ved evangeliet. Det er evangeliet.

Siden blev lutheranerne og de reformerte faktisk samlet. Det skete ikke mindst i 1817 med Den preussiske Union af lutherske og reformerte kirker. Denne union blev i 300-året for reformationen dekreteret af kejser Friedrich Wilhelm 3. i 1817, faktisk på den 27. september. At unionen mildt sagt blev trukket ned over hovedet på de lutherske, førte til, at mange emigrerede. Nogle af disse emigranter grundlagde siden Missourisynoden.

Den reformerte ånd fra Marburg og Den preussiske Union slog senere igennem og førte til Leuenberg Kirkefællesskabet, som den danske folkekirke meldte sig ind i i 2001.

Litteratur:
Luther, Martin. Udvalgte Breve af Martin Luther: Andet bind 1524 - 1546. Overs. af C. J. Holt. København: O. Lohse, 1923, nr. 196, s. 167f.
En detaljeret analyse og fremstilling findes i HermannSasse. This Is My Body: Luther’s Contention for the Real Presence in the Sacrament of the Altar. Rev. udg. 1977. Adelaide, Australia: Openbook Publishing, 2002 (genoptryk).
Mannermaa, Tuomo. Von Preussen nach Leuenberg: Hintergrund und Entwicklung der theologischen Methode der Leuenberger Konkordie. Bd. 1 af Arbeiten Zur Geschichte Und Theologie Des Luthertums. Neue Folge. Hamburg: Lutherisches Verlagshaus, 1981.

Læren om arvesynden i Apologien

2007-09-22T20:00:00.000+02:00

Apologien fremlagt den 22. september 1530
Da de evangeliske fyrster havde fremlagt Den augsburgske Bekendelse den 25. juni 1530, udarbejdede de pavelige teologer hurtigt en såkaldt "gendrivelse" (Konfutationen).

Philipp Melanchthon besvarer kritikken og leverer et grundigt forsvar for Den augsburgske Bekendelse. Eftersom "forsvar" på latin hedder apologia, kendes Melachthons skrift under navnet Apologien eller Forsvarsskriftet for Den augsburgske Bekendelse.

Den blev forelagt stænderne den 22. september 1530. Kejseren var ikke fornøjet. Han bestemte, at lutheranerne skulle underkaste sig de pavelige teologer inden den 15. april 1531 eller fortabe liv, ejendom og ære. Svaret var allerede givet af Luther året før:

og tager de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn,
dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.

Apologien er et hovedværk og hører med rette hjemme i Konkordiebogen, samlingen af de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter.

Om arvesynden
En af de trosartikler, der var uenighed om, var læren om arvesynden. Melanchthon skriver:

"I vores definition af arvesynden har vi derfor på rigtig vis skildret begge dele, både at vi mangler evnen til at tro på Gud og frygte og elske Gud, og at vi har en ond lyst, som tragter efter de kødelige ting i strid med Guds Ord. Dvs., den tragter ikke bare efter kroppens vellyst, men også efter en kødelig visdom og retfærdighed, som goder, den sætter sin lid til, mens den foragter Gud."

Efter en gennemgang af gode teologer og bl.a. 1 Kor 2,14: "Det naturlige menneske fatter ikke det, som hører Guds Ånd til," fortsætter Melanchthon:

"Om arvesynden lærer vi altså ingenting, som er fremmed for Skriften eller for den almindelige kirke, men vi har renset og bragt de vigtigste tanker i Skriften og hos fædrene frem i lyset, tanker, som var tildækket af spidsfindige stridigheder blandt de nyere teologer. For det siger sig selv, at de nyere teologer ikke har lagt mærke til, hvad fædrene mente, når de talte om en mangel. Men det er nødvendigt at have kundskab om, hvad arvesynden er. For vi kan ikke forstå storheden i Kristi nåde, om vi ikke kender vort fordærv. Hele menneskets retfærdighed er bare hykleri over for Gud, dersom vi ikke erkender, at hjertet af naturen mangler kærlighed, frygt og tillid til Gud." Melanchthon henviser efterfølgende til Jer 31,19 og Sl 116,11.

Læs Apologien og lær historisk teologi, som ikke er andet end bibelsk teologi. Og som derfor virkelig er praktisk teologi. Teologi, der kan og skal bruges i praksis.

Oversættelsen er fordansket af mig efter den norske oversættelse ved Ph.D. Arve Brunvoll i Jens Olav Mæland (red.). Konkordieboken: Den evangelisk-lutherske kirkes bekjennelsesskrifter. Ny norsk oversettelse. Oslo: Lunde Forlag, 1985, s. 68. Det gengivne er uddrag af Apologien, art. 2, nr. 26-34. En ny dansk oversættelse findes på http://lutherdansk.dk/Web-Apologien2/default.htm. Man bør altid sammenligne flere oversættelser og naturligvis tjekke de "autoriserede" udgaver.

Hvorfor præstekandidater skal eksamineres grundigt

2007-09-16T14:10:00.000+02:00

Walthers begrundelse
Nedenstående uddrag er fra Walther's gennemgang af en række teser om de forpligtelser, en retlærende evangelisk-luthersk kirkesamfund eller synode har.

Tese 1 lyder: "Synodens primære forpligtelse er at være tro mod Bekendelsesskrifterne i ord og handling, og derfor skal den a. uden reservation bekende den evangelisk-lutherske kirkes bekendelser. b. kun acceptere hyrder, lærere og menigheder, som er tro mod bekendelsesskrifterne. c. føre tilsyn med medlemmernes troskab mod bekendelsen. d. kun praktisere kirkefællesskab med kirkesamfund, som er tro mod Bekendelsesskrifterne.

Til tese 1.b. sagde Walther bl.a.

“En synode er ikke ægte luthersk, hvis den samler omflakkende mænd op på gaden, så længe de kan udtale nogle få fromme fraser, indsætter dem i præsteembedet, måske endda giver dem en tilladelse, så de kan beskæftige sig med menigheder en tid for at se, om de kan prøve sig selv. Det er forfærdeligt ud over enhver beskrivelse.

”Hvad hvis en eller anden kom forbi og påstod at være læge, men ingen ved, om han er det eller ej, og de siger til ham: ”Der er mange patienter på dette hospital; gå i gang og behandl dem, og så vil vi se på, hvad du kan gøre.” Hvis nu denne kollega i virkeligheden ikke er læge, så vil han snart behandle alle sine patienter (ud) på kirkegården.

”Det er meget mere grufuldt, hvis nogen tillades at blive åndelig læge, og han påtager sig at sørge for sjælene, for det forstås kun af dem, som ved, hvad den rene lære er. Det er medicinen alene, der skænker liv til os mennesker, som er syge, ja, døde i vore synder. Falsk lære skænker ikke åndeligt liv, men gennemsyrer folk med en falsk ånd og leder dem vild på en vej, der fører til Helvede. For selv om nogle frelses i et kættersk fællesskab, er dét ikke frugten af falske lære, men af den sandhed, som stadig er der i et sådant fællesskab. For Guds Ord er så mægtig, at ét sted kan give en fattig sjæl viden om hans synder og lede ham til Kristus.

”Apostlen fortsætter med at sige, at Timotheus ikke må blive medskyldige i andres synder. Når en synode derfor vil hjælpe en i embede, skønt man på forhånd ved, at han ikke har en klar forståelse af den sunde lære, og når en sådan person efterfølgende leder en menighed vild, så er synoden en forførerinde. Og så vil ikke kun kætteren, men også synoden blive holdt ansvarlig for disse fattige sjæle. Det gælder selvfølgelig først og fremmest dem, der gør tjeneste i synoden. Men de er jo kun kirkens tjenere, og derfor skal menighederne sørge for, at hyrderne handler i overensstemmelse med Bekendelsesskrifterne.

”Derfor vil vi højtideligt aflægge følgende ed: Vi vil udvise al mulig forsigtighed, når vi skal tage imod hyrder, og ikke tænke: ”Hvis vi bliver lidt større, så har vi dog opnået noget.” Det er bedre for synoden at forblive lille og have den rigtige (læremæssige) position end at være stor og have nogle i vores midte, som går og roder rundt i stedet for at bringe livets brød. Resultatet af det er falske lærere under dom, og det er præcist derfor at de først skal prøves, som 1 Tim 3,9-10 siges. De, som har en klar forståelse af troens hemmelighed, skal ”først prøves; derefter skal man lade dem tjene, hvis de er ulastelige.” Med andre ord: Prøv dem grundigt først.”

C. F. W. Walther. Duties of an Evangelical Lutheran Synod: Essay for First Iowa District Convention 1879. Oversat af Everette W. Meier. i: C. F. W. Walther. Essays for the Church Essays for the Church. 2 bind. St. Louis: Concordia Publishing House, 1992, bd. 2, s. 14.

Nutidig relevans
Walthers tese er ikke kun relevant, fordi præstekandidater i fx folkekirken reelt ikke er uddannet eller eksamineret ordentligt i den lutherske lære. En cand.theol.-grad er ikke garanti for ret meget. Derfor har en ægte luthersk kirke pligt til selv at undersøge, om en kandidat til præsteembedet kender og forstår den lutherske lære ret.

Andre organisationer forlanger ikke og har ofte kun få teologer ansat. Men man har ikke lov til at række et kald til embedet som hyrde og lærer, hvis man ikke ved, om den, man vil kalde, er kompetent. Det er således heller ikke tilstrækkeligt, hvis kandidaten kun har en grundig og ret forståelse af nogle af trosartiklerne, men ikke af alle.

Det drejer sig, som Walther siger, ikke kun om formelle krav, men det handler om det åndelige ansvar, som kirkesamfundet og kandidaten selv påtager sig.

At være lutheraner

2007-09-14T07:50:00.000+02:00

Pastor Paul Michael skrev i Kirke-Nyt fra Den evangelisk-lutherske frikirke følgende:

"I året 1530 spurgte en katolsk fyrste de katolske teologer, om de kunne gendrive den augsburgske bekendelse. De svarede: Ikke med den hellige skrift, men med fædrenes skrifter. Da sagde hin fyrste: Jeg mærker det vel: Lutheranerne sidder i skriften, men vi sidder ved siden af den. Man har i tidens løb skrevet meget imod Luthers lære, men ingen har kunnet bevise, at den ikke var i overensstemmelse med Guds ord. Derfor var og er Luthers sag Guds sag, hans værk Guds værk, hans lære guddommelig sandhed, og derfor er navnet luthersk eller lutheraner et æresnavn, som vi ikke skammer os ved men roser os af. Den, der fornægter dette navn, han fornægter Guds sandhed."

"Vi kalder os lutheranere. Er vi det også? Er vi i sandhed Luthers åndelig efterfølgere? Lad os tage dette spørgsmål alvorligt. Thi ligesom der er mange, som kalder sig kristne, men slet ikke er det, ligeså er der hele kirkesamfund, som kalder sig evangelisk-lutherske, men som langtfra er det. At være evangelisk-luthersk betyder ikke andet end at være en oprigtig og rettroende kristen, som bekender, at hele bibelen er Guds ord og også fast tror derpå, som i alle lærespørgsmål alene anerkender bibelen som eneste autoritet, og som i liv og død henter sin trøst alene fra bibelens lære om, at vi bliver frelst og salig alene af Guds nåde, for Jesu Kristi skyld ved troen. Måtte vor evangelisk-lutherske frikirke altid blive på denne grund." (Paul Michael, "Lutheraner," Kirke-Nyt 2. årg., nr. 6, 1952, s. 2-3; fremhævelser tilføjet)

Et spørgsmål til pastor Michaels egen kirke
55 år senere kan man konstatere, at Den evangelisk-lutherske Frikirke ikke længere står på denne grund. Man vil ikke anerkende den lutherske lære om kirke og embede og indrette sin praksis herefter. For Luther var læren ikke bare teori, men læren afgjorde, hvad praksis skulle være. Gud give, at Den evangelisk-lutherske Frikirke og alle andre såkaldte lutherske kirker vil tage Paul Michaels spørgsmål alvorligt og vende tilbage til at være luthersk. Det vil skabe stor glæde både på jorden og i Himlen.

Et spørgsmål til alle kirker
Men for alle er der god grund til at tage dette spørgsmål til sig. For det ligger til vores syndige, menneskelige natur at afvise Guds og Guds Ords myndighed. Vores syndige natur bryder sig ikke om, at vi erkender og vedgår, at vi er syndere. Derfor foragtes også den frelsesvej ved retfærdiggørelse af tro, som Gud har indstiftet.

Trods alle ydre forskelle - og de er mange - ligner både de romersk- og øst-katolske kirker og de tusindvis af såkaldte frikirker hinanden deri, at de ikke reelt holder fast ved Guds Ords myndighed og læren om retfærdiggørelsen af tro - og indretter deres gudstjeneste efter det. Måske er det derfor, at de såkaldte frikirker har svært ved for alvor at opretholde deres kritik af især pavekirken.

Det kan heller ingen glæde sig over.

Den sachsiske Visitationsbog (1528/1538)

2007-09-06T08:05:00.000+02:00

Indledning
Et af de skrifter, som en luthersk præst ifølge Kirkeordinansen (1537/1539) skulle have, var De sachsiske Visitationsartikler eller Den sachsiske Visitationsbog. Den var skrevet af Luther med Melanchthon som medforfatter og udgivet i 1528. I 1538 gav Luther den en let redigering. Den sachsiske kurfyrste, Johan den Trofaste, befalede den 6. september 1528, at der skulle gennemføres visitats af kirker og præster på baggrund af disse retningslinjer.

Manglende bodsforkyndelse
Allerede så få år efter reformationen forholdt reformatorerne sig til, at prædikanterne talte om syndernes forladelse, men ikke om bod. Dermed rev de et stort stykke ud af Skriften. De gjorde folk "sikre og uden gudsfrygt." Boden har to dele: anger over synden, som loven driver frem. Tro på syndernes forladelse, som evangeliet skaber. Prædikanterne havde en tendens til at svigte lovforkyndelsen. Men som det hedder, så må man først tro, at Gud er til, at han truer, byder og forskrækker.

Lige netop det er også et problem i vores tid. Det synes faktisk at være det allerstørste problem. Man vil ikke vide af loven. Man irettesætter ikke de åbenlyse, grove synder i befolkningen. Og man formaner ikke endnu stærkere dem til bod i forkyndelsen til dem, der lever i falsk farisæisk hellighed.

Antinomisme
Som det hedder, var der "enkelte," som mente, man ikke skulle forkynde loven (antinomisme). Det drejede sig om Johann Agricola, som Luther længe forsøgte at retlede. Johann Agricolas antinomisme har sat sig varige spor. Han forsvarede sin vranglære, og andre gik med. Konkordieformelen fra 1577/1580 afviser antinomismen i kapitel VI. Loven skal bruges på tre måder: 1) den skal skabe ydre lovoverholdelse 2) den skal åbenbare synd 3) den skal vejlede kristne, som har brug for det, fordi de stadig har deres gamle natur.

Visitatsbogen Om læren
"Angående læren finder vi blandt andre ting frem for alt følgende fejl, at selv om enkelte prædiker om troen, som vi bliver retfærdige ved, så bliver det ikke klart nok vist, hvordan vi kommer til troen. Næsten alle undlader et stykke af den kristne tro, som er så vigtig, at ingen kan forstå, hvad troen er og betyder uden det. For Kristus siger i Lukas 24, 47, at man i hans navn skal forkynde bod og syndernes forladelse.

"Men i dag taler mange kun om syndernes forladelse og siger intet eller kun lidt om boden. Og dog findes der ingen syndsforladelse uden bod. Syndernes forladelse kan heller ikke forstås uden boden. Hvis man forkynder syndernes forladelse uden bod, bliver resultatet, at folk mener, de allerede har opnået syndernes forladelse. På den måde bliver de sikre og uden gudsfrygt. Det er en større vildfarelse og synd en alle andre vildfarelser, der har været indtil nu. Man kan virkelig frygte, at det sidste skal blive værre end det første, som Kristus siger i Matt 12, 45.

"Derfor har vi undervist og formanet præsterne til, at de skal forkynder evangeliet fuldt ud, som de har pligt til, og ikke blot det ene stykke uden det andet. For Gud siger i 5 Mos 4, 2: ”I må ikke føje noget til det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra.” Prædikanterne kritiserer med rette paven for at han har lavet mange tilføjelser til Skriften. Men de, der ikke prædiker bod, river selv et stort stykke ud af Skriften. Også selv om de taler om spiseregler og lignende ubetydelige emner. Det skal der ganske vist også tales om til rette tid, når den kristne frihed skal forsvares over for tyrannerne. Men hvad andet bliver det alligevel, end at si myggen fra og sluge kamelen, som Kristus siger i Matt 23, 24?

"Vi har derfor indskærpet dem, at de flittig og ofte skal formane folket til bod, så de har anger og sorg over synden, og frygter for Guds dom. Vi har også foreholdt dem at de ikke må være eftergivende i det største og nødvendigste stykke i boden. For både Johannes og Kristus irettesætter farisæerne og deres hellige hykleri hårdere end de almindelige synder. Derfor skal prædikanterne irettesætte de åbenlyse, grove synder i befolkningen, men hvor der er falsk hellighed, skal de formane endnu stærkere til bod.

"Enkelte er imidlertid af den opfattelse, at man ikke skal lære noget forud for troen, men tværtimod lære boden ud fra og efter troen, for at vores modstandere ikke skal sige, at vi tilbagekalder vores tidligere lære.

"Til dette er at bemærke, at boden og loven også hører med til den almindelige tro. Man må jo først tro, at Gud er til, og at han truer, byder og forskrækker. Derfor lader man for almindelige menneskers skyld disse stykker af troen gå under navnet bod, bud, lov, frygt, osv. Så kan man bedre forstå den kristne tro, som apostelen kalder for ”den retfærdiggørende tro”, det vil sige, den tro, der gør retfærdig og udsletter synden. Det gør troen ikke uden loven eller boden. Almindelige mennesker bliver ellers let forvirret over troen og stiller unyttige spørgsmål." (Oversat af Finn B. Andersen)

"Din mening er uinteressant!"

2007-09-02T00:00:00.000+02:00

Dr. Norman E. Nagel var professor på Concordia Seminary, Missourisynodens præsteskole i St. Louis, Missouri.

Det siges, at Dr. Nagel ofte havde denne besked til sine studerende: "Der er ingen, der interesserer sig for, hvad du mener!"

Pointen var, at man skulle dokumentere og anføre citater og/eller henvisninger for ens argumenter i stedet for blot at fremføre sine personlige konklusioner og på anden vis proklamere sin uvidende "brilliance".

Nogle steder brugte man derfor at indlede akademiske opgaver med ordene: "Så siger Herren ...." Er det tænkeligt i dag? Det er det desværre næppe. Men måske er det præcist det, der er årsag til den krise, teologi og kirke står i over hele verden. Når det gælder læren, er det ikke blot muligt, men nødvendigt at kunne sige "Så siger Herren ...." Målt derpå er der i dag kun meget få telogiske uddannelser, der ikke vil dumpe. Men det kan der laves om på. Hvis man vil.

At man skal kunne sige "Så siger Herren ..." gælder imidlertid ikke blot teologien, men også det, som teologien skal tjene, nemlig kirken. I kirken er der heller ingen, der interesserer sig for - eller burde interessere sig for præstens egne meninger. Præsten skal nemlig tale som Guds Ord og ikke andet (1 Pet 4,11).

Det er luthersk praksis at begynde gudstjenester med ordene "I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn!" Dermed menes egentlig det samme. Præsten taler i Kristi sted og på hans, ja på Den treenige Guds vegne. Derfor er det alene Guds Ord, der interesserer og bør interessere menigheden.

Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor man også gerne vil og må høre præstens personlige mening. Men det er en anden snak!

Melanchthons Loci - i dagens anledning (29-08-2007)

2007-08-29T12:00:00.000+02:00

"Vi retfærdiggøres altså, når vi - dødede ved loven - oprejses påny ved ordet om den nåde, der er lovet os i Kristus, med andre ord, når evangeliet tilgiver os vore synder, og vi i tro klynger os dertil uden at tvivle om, at Kristi retfærdighed er vor retfærdighed, at Kristi fyldestgørelse er vor soning og Kristi opstandelse vor opstandelse, kort sagt, når vi ikke tvivler om, at synderne er os forladte, og at Gud omfatter os med sin gunst og vil os vel. Hvor gode vore gerninger end kan synes, beror retfærdigheden altså ikke på dem" (Philipp Melanchthon. Loci, overs. Jørgen Larsen. København: O. Lohses Forlag, Eftf, 1953, s. 104; sprogligt let moderniseret)

Ung professor
Den 29. august 1518 holdt professor Philipp Melanchthon sin tiltrædelsesforelæsning, som det stadig er skik, når et nyt akademisk semester begynder og en professor tiltræder. Luther havde hørt om Melanchthons græske grammatik og fået ham til Wittenberg. Det bemærkelsesværdige er, at Melanchthon kun var 21 år.

Stor betydning som universitetsmand
Melanchthon har haft en kæmpe indflydelse på snart sagt alle sider af universitets virke. Hans tiltrædelsesforelæsning handlede om en reform af universitetsstudierne, så grundsprogene fik den plads, der tilkommer dem. Denne tradition er i Danmark først blevet nedbrudt de seneste 30-40 år.

Melanchthon og den lutherske lære
Melanchthon er alligevel mere kendt som teolog. Snart forelå der en uautoriseret udgave af Melanchthons forelæsninger i dogmatik. Allerede i 1521 udgav Melanchthon derfor selv bogen Loci om teologiens grundbegreber. Luther priste den højst og mente, den burde kirkeligt kanoniseres.

Obligatorisk for præster
I Danmark var det foreskrevet i Kirkeordinansen af 1539, at alle sognepræster burde have Melanchthons Loci - sammen med Bibelen, Luthers Postille, Luthers lille katekismus og Luther/Melanchthons sachsiske visitationsbog fra 1528.

Præsterne skulle også have Melanchthons Apologi, som Melanchthon begyndte at skrive på netop den 29. august, blot i 1530. Den blev udgivet i 1531. Selv om Melanchthons Apologi ikke var og er bekendelsesskrift i Folkekirken, skulle præsterne dengang have den, "i hvilken hele kristendommens vise lære indeholdes og bevises, og hvor der med kristelige grunde gøres rede for, af hvad årsag man skal tro og lære sådan". Om Loci hedder det, at de vigtigste artikler og steder i Skriften udlægges på det simpleste og korteste!

Luther og Melanchthon
Melanchthon lærte evangeliet af Luther, men Melanchthons betydning for reformationen kan slet ikke overvurderes. I Loci får vi, som det ses af ovenstående citat, en så kort og enkel udlægning af den kristne tro som mulig. Retfærdiggørelsen er centrum og nerve! Og her er der ingen indblanding af vore gerninger, ej heller af Kristi gerninger i os eller ved Helligånden. Melanchthon var ikke lige klar på den sag hele livet, men det lader vi ligge i dagens anledning.

Luther og Chemnitz
Den "anden" af de tre store lutherske teologer, Martin Chemnitz, forelæste i øvrigt over Melanchthons Loci gennem det meste af sit liv som forelæser og superintendent i Braunschweig. Også det viser noget om, hvilken betydning Melanchthon havde.

Læs og lær!
Naturligvis skal man ikke tage fat på Apologien eller Loci - hvis man endnu ikke har læst Den augsburgske Bekendelse. Men har man det, så tag bare fat på 1521-udgaven af Loci og 1531-udgaven af Apologien! Men læs allerførst citatet ovenfor - og lær og nyd den klare lære!

Konkordieformelen - i dagens anledning (21-08-2007)

2007-08-21T15:50:00.000+02:00

"Til grundig, varig enighed i kirken er det fremfor al nødvendigt, at man har en sammenfattende begrebsmæssig formulering, som er enstemmig godkendt, og som er et kort sammendrag ud fra Guds Ord af den lære, som de kirker, der har den samme kristne religion, bekender sig til. Til dette formål har også den gamle kirke haft sine bestemte symboler [bekendelsesskrifter, kirkeligt autoriserede, forpligtende sammenfatninger af den kristne tros indhold, jf. SDE]. Da imidlertid denne sammenfatning af læren ikke skal hvile på private skrifter, men på bøger, som er skrevet, godkendt og antaget i de kirkers navn, som bekender sig til den samme lære og religion, har vi med hjerte og mund erklæret over for hinanden, at vi ikke vil lave eller antage en særskilt eller ny bekendelse af vores tro. Vi vil derimod bekende os til de offentlige, almene skrifter, som i alle kirker af Den augsburgske Bekendelse altid og på alle steder er anerkendt og brugt som symboler eller fælles bekendelser, før splittelsen opstod blandt dem, som bekendte sig til Den augsburgske Bekendelse, og så længe man i enighed overalt holdt fast ved Guds Ords rene lære, sådan som den salige Dr. Luther har forklaret den." (overs. efter Konkordieboken, red. J. O. Mæland, Oslo 1985, s. 423; min fremhævelse).

Konkordieformelen blev underskrevet 21. august 1577, altså for 430 år siden. Dermed afsluttedes en række teologiske stridigheder blandt lutheranere og med andre, der gerne ville foregive at være lutheranere. Man afgrænsede sig bl.a. over for calvinisme og filippisme (opkaldt efter den vranglære, som Philipp Melanchthon desværre indførte).

Konkordieformelen slår fast, hvilke skrifter der udgør den lutherske kirkes læregrundlag. Kort sagt: Bibelen og alt i alt ti skrifter, fordi disse er i overensstemmelse med Bibelen. De tre oldkirkelige trosbekendelser, Den (uforandrede) augsburgske Bekendelse fra 1530, Forsvarsskriftet (Apologien) for Den augsburgske Bekendelse fra 1531, Luthers schmalkaldiske Artikler fra 1537 og tillægget hertil med navnet Traktaten om pavens magt og overhøjhed fra samme år. Foruden Konkordieformelen fra 1577 også Luthers Lille og Store Katekismus fra 1529. De var "som den 'lægmandsbibel,' hvor alt det er sammenfattet, som behandles udførlig i Den hellige Skrift, og som en kristen behøver at vide til sin sjæls salighed" (Konkordieboken, s. 389).

Det var væsentlig for at opnå en ægte enighed, at der var klarhed over, hvad man lærte og ikke lærte. Det burde være en selvfølge, men de reformerte (zwinglianere og calvinister) og desværre også Melanchthon selv forsøgte gang på gang at finde på formuleringer, der kunne give ikke-luthersk lære hjemstedsret i lutherske kirker. Derfor hedder det i Konkordieformelen:

"For at bevare den rene lære og for at beholde en grundig, varig og gudvelbehagelig enighed i kirken, er det nødvendigt, at ikke blot den rene, frelsende lære fremstilles, men også, at modstanderne, som lærer anderledes, bliver tilbagevist (1 Tim 3 [v. 9]; 2 Tim 2 [v. 24; 2 Tim 3 [v. 16]). For trofaste hyrder bør, som Luther siger, gøre begge dele, nemlig at vogte fårene eller give dem føde og værne dem ulvene, så de kan flygte fra de fremmede røster (Joh 10 [v. 12-16.27], og skille det gode fra det værdiløse (Jer 15 [v. 19])" (s. 426).

Nogle vil påstå, at det skaber splid, når man ikke alene skriver, hvad man tror, lærer og bekender, men også tilbageviser dem, der lærer anderledes. I dag følger mange den tilgang, som ligger bag fx Leuenberg-konkordien. Her ser man på det, der (tilsyneladende) forener, og ignorerer det, der adskiller. Det er godt nok at gøre det, hvis det drejer sig om politik. Men det dur ikke, når der er tale om den frelsende lære og sand kirkelig enighed. Sand enighed bygger ikke på vage og åbne eller endog tvetydige formuleringer, men på den klare lære, som Skriften indeholder. Derfor - og for troens skyld - må også den falske lære afvises.

Konkordieformelen blev i løbet af kort tid underskrevet af flere end 8.000 teologer, præster og menighedsrepræsentanter. Det var en gudgivet og velsignet enighed. Siden har Konkordiebogen, som man som regel kalder de ti lutherske bekendelsesskrifter, været grundlag for og middel til at opnå og bevare sand kirkelig enighed.

Ret beset bør kun kirker, der er i overensstemmelse med Konkordiebogens lære, kaldes lutherske. Det drejer sig efterhånden kun om få lutherske kirker, for i dag ønsker man ikke en sand kirkelig enighed, som klart bekender, hvad man lærer og hvad man ikke lærer. Nogle gange er det sikkert udtryk for, at man reelt ikke tilslutter sig den lutherske lære og dermed Skriftens klare lære. Andre gange er det desværre udtryk for dovenskab. Det er lettere at lade fem være lige. Uanset grunden har det tragiske konsekvenser, ikke blot for den kirkelige enighed, men også for den forkyndelse, der lyder, og dermed for menneskers tro.

Men de lutherske kirker, der trods al modstand holder fast ved den rene lære, glæder sig over og tilslutter sig den bekendelse, som nu har lydt i 430 år, takket være Konkordieformelen.

Om autoritet i kirken

2007-08-19T14:40:00.000+02:00

Luther skrev den 6. maj 1524 et brev til Nikolai Gerbel i Strassburg. Heri hedder det bl.a.:

"Hos os opvækker Satan dog på et andet sted en sekt, som hverken vil have med papisterne eller med vore folk at gøre. De praler af, at de drives af rene ånder uden den hellige Skrifts vidnesbyrd. Deraf ser man, at det Ord, vi forkynder, er Guds Ord, da det må lide ikke blot af vold, men også af nye kætterier." (Udvalgte Breve af Dr. Martin Luther, v. C.J. Holt, bd. 2, s. 14; retstavning ajourført).

Luther havde opdaget, at der i kirken var meget, som ikke var begrundet i Skriften, men tværtimod var i strid med Guds Ord. Han opdagede, at selv kirkemøderne, som havde taget mange gode og nødvendige beslutninger, også nu og da havde taget fejl. I visse tilfælde modsagde de endda hinanden. Det eneste sikre grundlag for teologiske afgørelser var altså Guds Ord selv. Guds Ord var den treenige Guds egen tale ved deres menneskelige talerør, og derfor havde Skriften Guds egen autoritet og skulle følgelig dømme i alt vedrørende tro/lære, liv og kirke.

Papisterne accepterede ikke Luthers påstand, men forlangte, at han skulle bøje sig for kirkemøderne og paven. Man formulerer det tit på den måde, at papisterne henholder sig til både Skriften og traditionen. Måske ville det være mere korrekt at sige, at det i virkeligheden er papisternes læreafgørelser (traditionen), som er eneste autoritet. For når traditionen - i øvrigt som hos farisæerne - kan overtrumfe Skriften, har Skriften ikke længere autoritet. For Luther og hans trosfæller havde Skriften, som lærer lov og evangelium med Kristus som centrum, absolut autoritet. For papisterne var traditionen overordnet, og Kristus, nåden og retfærdiggørelseslæren var ikke centrum. Kristus, nåden og retfærdiggørelseslæren var dømt helt væk med papisternes teologiske læreafgørelser. To uforenelige autoriteter og rettesnore stod over for hinanden.

Nu nævner Luther så en "sekt", som hverken vil have at gøre med papisterne eller de evangeliske. Luther kaldte dem også sværmere. Disse sværmere pralede af, at "de drives af rene ånder uden den hellige Skrifts vidnesbyrd". Denne sekt havde brug for en kilde med autoritet for at kunne begrunde deres nye - og kætterske - lære. De henviste til, hvad Luther kaldte "rene ånder." Det var ikke Helligånden, for Han virker gennem Guds Ord og kun gennem det. Derfor er det Satan, der stod bag disse rene ånder. For Satan ønsker intet højere, end at Guds Ord bliver lagt og sat til side. Hos papisterne skete det med traditionen og kirkelige/pavelige læreafgørelser. Hos sværmerne skete det med henvisning til subjektive åbenbaringer, dvs. sværmernes følelser, erfaringer og spekulationer, og med subjektive "tolkninger". Guds Ord spillede ingen rolle. Traditionen spillede slet ingen rolle i begyndelsen, men efterhånden fik sværmerne deres egen tradition, om end den ikke har fået den styrke og fasthed, som vi finder i papisternes officielle lære.

Sværmerne havde deres subjektive oplevelser. Papisterne havde deres traditionelle læreafgørelser. Lutheranerne havde Guds Ord, som var klar, entydig og tilstrækkelig. Det har lutheranere, som ikke kun er det af navn, men af gavn, stadigvæk.

Papisterne har stadigvæk deres kirkemøder og deres paver. Når de kommer med læreudtalelser - som det lige er sket - er der tale om autoritative udtalelser. De kan enten imødegås med Guds Ord. Eller man kan, som mange har gjort i juli 2007, reagere mod, at der er nogen, der formaster sig til at udtale sig med autoritet, og gøre krav på, at alle andre også burde reagere imod autoritativ tale. I virkeligheden er dét den sværmeriske stemme, som er ligeglad med al autoritet og selv vil bestemme alting. Også selv om det er rigtigt at afvise pavens påståede autoritet.

Lunkenhed over for lære og liv

2007-08-17T20:40:00.000+02:00

J. M. Michael og nidkærhed for Guds Ord og rige
Fra midten af det 20. århundrede og indtil 1980 havde Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark (ELFK) en præst, der hed Paul Michael. Hans broder, W. J. Michael havde kort forinden fået embede i Tyskland. Paul Michael overtog derfor redaktionen af Kirke-Nyt fra og med januar 1955-nummeret. Det første nummer bragte en del artikler om lære og liv. En af dem var skrevet af Walther og Paul Michaels far, Johannes Moritz Michael, der var præst i frikirken fra 1900-1925, og havde overskriften "Lunkenhed."

"Gud er imod al lunkenhed, som er en af de største farer for det kristelige liv. Derom læser vi følgende alvorlige ord i Den hellige Skrift: 'Og skriv til englen for menigheden i Laodikea: Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav: Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund' (Åb 3,14-16). Lunkenhed fører altså til, at man falder helt fra Gud og må forkastes af ham.

"Lunkenhed begynder med, at man bliver ubestemt og forsøger at tjene de to modsatte herrer: Gud og Mammon. Men det lader sig ikke gøre at elske dem begge, som Kristus siger: 'Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon' (Matt 6,24). Den lunkne står i grunden uvis, usikker, usikker, vaklende mellem retfærdighed og uret, lys og mørke, Kristus og Beliar, troende og vantroende, Guds tempel og afgudernes gøglebilleder (2 Kor 6,14-16). Derfor sagde profeten Elias: 'Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham!' (1 Kong 18,21).

"Det tiltrænges hårdt netop i denne sidste onde tid, at der råbes højt ind i den nuværende kristenhed: 'Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt' (Hebr 12,12-13). Hvad er vore dages trosblanderi andet end lunkenhed? To modsatte lærdomme, hvilke umuligt kan være sande begge to, anerkendes alligevel som ligeberettigede. Åbenbart eller skjult fraråder man kampen for Guds ords rene lære og undlader at straffe synden, ja, lader i grunden fem være lige både med hensyn til læren og livet. Hvilken blindhed er det, når man oven i købet kalder sådan lunkenhed for anstændighed, dannelse, ydmyghed og kærlighed? Den slags ydmyghed er et sørgeligt tidens tegn, om hvilket Paulus allerede har skrevet: 'Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som går ind for falsk ydmyghed og engledyrkelse' (Kol 2,18). Som engle gebærder sådanne folk sig. 'Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel' (2 Kor 11,14).

"Lad os derfor bekende al usikkerhed, ligegyldighed, slaphed, lunkenhed, som endnu findes også i de sande kristnes syndige kød, som en synd, en vederstyggelighed for Gud, og lad os ile til Jesus Kristus, vor Gud og frelser, hvis blod renser os fra al synd, og være nidkære for Hans Ord og rige." (Johannes Moritz Michael, "Lunkenhed," gengivet efter Kirke-Nyt [udg. af Den evangelisk-lutherske Frikirke], nr. 1, januar 1955, s. 5f. Artiklen er gengivet på nudansk, bibelstederne er gengivet efter 1992-oversættelsen. Ordene ’usikker’ og ’usikkerhed’ gengiver Michaels ’ubestemt’ eller ’ubestemthed.’)

J. M. Michael - forbillede og advarsel
J. M. Michael værnede som en sand luthersk præst om den kristelige lære, ikke bare i teori, men også i praksis. Som sådan er han et forbillede for alle lutherske præster og deres menigheder. Men naturligvis er han også dermed en advarsel til alle i og uden for Den evangelisk-lutherske Frikirke. J. M. Michael beskriver med rette åndelig blindhed og lunkenhed således: "Åbenbart eller skjult fraråder man kampen for Guds ords rene lære og undlader at straffe synden, ja, lader i grunden fem være lige både med hensyn til læren og livet." En sådan åndelig blindhed og lunkenhed får alvorlige følger. Uanset hvilket navn en sådan kirke bærer.

Læremæssige prædikener

2007-08-13T14:45:00.000+02:00

Walthers homiletiske vejledning
C.F.W. Walther opfordrede indtrængende til at holde læremæssige prædikener. Hans opfordring fortjener omhyggelig opmærksomhed. Walther skrev

"Lad en prædiken være aldrig så rig på formaninger, irettesættelse og trøst, hvis den er uden lære, er den en tynd og tom prædiken. Dens formaning, iretteæse og trøst svæver frit i luften. Det er næsten ikke til at tro, hvor mange prædikanter der synder hvad dette angår. Knapt har prædikanten berørt hans tekst og tema, før han begynder at formane eller irettesætte eller trøste. Prædiken består næsten udelukkende af spørgsmål og udråb, saligprisninger og klagesange. Der er så meget, der kalder på selvprøvelse og sådan en bearbejdelse af følelser og samvittighed at tilhørerne har ringe mulighed for at stille refleksion.

"Men sådan en prædiken er langt fra at nå hjertet og udvirke sandt liv; mere sandsynligt vil en sådan prædiken tale folk ihjel, ødelægge enhver tilstedeværende appetit efter livets brød, udvirke afsky for, og væmmelse ved, Guds Ord. Det kan ikke andet end fylde tilhørerne med kvalme, når de bliver tvunget til at lytte til endeløse opfordringer og irettesættelser og trøstetaler, som, fordi det læremæssige grundlag mangler, er nytteløse og uden salt.

"Det er naturligvis meget lettere at ryste den slags ting ud af ærmet og dermed give prædikenen et skin af liv og kraft end det er at fremlægge en læresætning klart og grundigt. Det kan være hovedårsagen til at mange prædiker lære så sparsomt, som de gør, og som regel bevidst vælger sådanne emner, som allerede er velkendte for tilhørerne og derfor kun behøver en praktisk anvendelse.

"Der er imidlertid mange, som viger tilbage for at prædike læremæssigt, ganske enkelt fordi de ikke selv har nogen grundig viden om de åbenbarede læresætninger og derfor er ude af stand til at fremlægge dem klart og grundigt.

"Og så er der dem, der ikke bekymrer sig om at prædike læremæssigt ret meget, fordi de arbejder under den illusion, at detaljerede læremæssige diskussioner er for tørre, lader tilhørerne kolde og intet bidrager til at vække samvittigheden, til omvendelse og til en levende, virksom hjertets kristendom. Det er imidlertid en grov fejltagelse. Det stik modsatte er sandt.

"Guds evige tanker, åbenbaret til os i Skriften til frelse for os, disse guddommelige sandheder, disse guddommelige råd, disse troens hemmeligheder, som har været holdt hemmelige siden verdens skabelse, men som nu er blevet åbenbarede for os gennem profeternes og apostlenes skrifter, er den himmelske sæd, som må sås i tilhørernes hjerter for at kunne frembringe frugt bestående af alvorlig omvendelse, en oprigtig tro og en alvorlig, virksom kærlighed.

"Der kan ikke komme nogen ægte vækst i det åndelige liv i en menighed, hvis prædiken ikke er rig på lære.

"En prædikant, som vier læren ringe opmærksomhed, er ikke tro i sit embede, selv om hans uafbrudte, glødende formaninger, alvorlige irettesættelser og trøstetaler, som lyder så evangeliske, giver ham det ry, at han engagerer sig selv helt i trofast omsorg for de sjæle, som er betroet ham." (C.F.W. Walther, Pastorale, s. 81-82, citeret i F. Pieper, Christian Dogmatics, bd. 1, s. 102-103).

Læren alene skaber liv og vækst
Walthers grundlæggende pointe er, at det er Guds tanker og visdom, der alene kan skabe tro og vækst. Læren er evangeliet, som skal prædikes, så Gud kan virke tro og vækst derigennem.

Alt det derimod, som handler om vores liv: hvad vi har gjort, gør eller skal/vil gøre, er lov og skaber åndelig kvalme og appetitløshed, sygdom og død. Naturligvis skal kristne leve et kristent liv, men det er ikke prædikenen herom, som skaber liv.

Der kan være mange grunde til ikke at prædike læremæssigt: Dovenskab, trang til overfladisk - men fejlagtig - ros fra tilhørerne, manglende læremæssig kompetence. Der kan også, som Walther viser, være tale om manglende forståelse for betydningen af at prædike læremæssigt. I vore dage er der helt sikkert ofte tale om direkte vranglære om denne sag.

Et par skrifthenvisninger
Bibelsk forkyndelse holder sig derimod til at så den sæd, som Gud har befalet os at bruge. "Hvis nogen taler, skal han tale som Guds Ord," skrev apostlen Peter (1 Pet 4,11). Paulus ville ikke vide af andet end Kristus som korsfæstet, og det forkyndte han i ord, som Helligånden havde lært ham og de øvrige profeter og apostle (1 Kor 2). Det betyder naturligvis ikke, som det tydeligt fremgår af Paulus' egne breve, at der kun skal prædikes om korsfæstelsen. Som Paulus sagde i Milet, "jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan."

I samme tale sagde han også, at "nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle dem, der er helliget" (ApG 20,27.32). Derfor skal der holdes læremæssige prædikener!

Konsekvensen ved ikke at holde læremæssige prædikener er så alvorlige, at enhver kristen prædikant må tage Walthers indtrængende opfordring til sig. Så meget desto mere må enhver menighed glæde sig, når den har en lærer og hyrde, som vil servere fast føde til sin menighed.

Tiltale

2007-08-06T20:00:00.000+02:00

Luthers nadvertiltale
I 1525 sendte Luther et forslag til tiltale til nadverdeltagerne. Den er værd at se på, både på grund af det, den udtrykkelig siger, og på grund af det, den forudsætter.

Evangeliet
"Allerkæreste venner i Kristus. I véd, at vor Herre Jesus Kristus til sidst af usigelig kærlighed har indstiftet sin nadver til ihukommelse og forkyndelse af hans død, som han led for vore synder."

Først understreger Luther sammenhængen mellem nadveren og Jesu stedfortrædende lidelse og død for vore synder.

"Til denne ihukommelse hører en fast tro, der giver samvittigheden og hjertet hos den, der vil bruge og nyde nadveren, sikkerhed og vished om, at Kristus således har lidt døden for alle vore synder. Dersom nogen derimod tvivler derom og ikke i nogen måde føler sådan tro hos sig, skal han vide, at nadveren intet nytter ham, men derimod skader ham, og at han skal blive borte derfra. Og fordi vi ikke kan se denne tro, men Gud alene véd besked om den, vil vi lægge spørgsmålet over på enhvers samvittighed, som kommer til stede, og så vil vi på hans bøn og begæring give ham adgang."

Luther ser i overensstemmelse med nadverens evangeliske karakter troen som afgørende. Sakramenterne skal bruges, så troen kommer til, som det senere bliver formuleret i Den augsburgske Bekendelses artikel 13. Derfor skal der prædikes evangelisk i kirkerne, for ellers nytter nadveren intet. Det kan lyde som en selvfølge, men det var det ikke på Luthers tid, og det er det desværre heller ikke snart 500 år efter. Der er stort behov for igen at insistere på, at der skal prædikes og undervises, så man får lært evangeliet og kan hvile i det.

Fordi nadveren er evangelisk, og troen ikke kan ses, må den enkelte selv tage ansvaret for at deltage i nadveren. Det betyder imidlertid ikke på nogen måde, at alle og enhver selv kan bestemme, om man vil deltage. Forudsætningen er, at man er oplært i kristentroens ABC. Luther var ikke tilfreds med, hvad der fandtes, og heller ikke med de forsøg, andre gjorde. Han skrev derfor selv den lille katekismus. Kan man indholdet heri, og er man gammel nok, kan man gives ansvaret for at deltage i nadveren - hvis man i øvrigt havde deltaget i skriftemål forinden.

Man skal med Paulus' ord kunne "agte på" eller "skelne" legemet, dvs. skelne mellem det brød og vin, der bare er brød og vin, og det brød og vin, der er indviet og derfor giver del i Kristi sande legeme og blod (1 Kor 11,27-30; 10,16f). Ellers forsynder man sig mod Herrens legeme og blod.

Ud fra sammenhængen i 1 Korintherbrev er det også tydeligt, at man også skal "agte på" legemet i betydningen Kristi legeme, som består af dem, der får del i det ene brød. "Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød" (1 Kor 10,16f).

Loven
"Men hvis nogen lever i åbenlyse synder som gerrighed, had, vrede, misundelse, åger, ukyskhed og lignende, og ikke har i sinde at afstå derfra, da skal sådanne hermed være afvist. Og vi advarer dem alvorligt imod at komme til nadveren, for at de ikke skal hente en dom og skade over deres sjæle, som Skt. Paulus siger i 1 Kor 11. Dog skal enhver, som er faldet af skrøbelighed og i gerning beviser, at han alvorlig vil bedre sig, ikke være forment at få del i Kristi legemes og blods nåde og samfund. Derefter skal enhver have at rette sig og se sig for. Thi vor Gud lader sig ikke spotte, og han vil ikke give hundene det hellige eller kaste perler for svinene." (citaterne er fra Luthers Breve i Udvalg, v. C.J. Holt, bd. 2, s. 38-39; retstavning ajourført).

Også i forbindelse med nadveren skal loven forkyndes. Forinden deltagelse i nadveren deltog de kristne i Wittenberg i skriftemålet, dvs. de bekendte deres synder og fik dem tilgivet. Pointen er derfor ikke, at denne formaning skal lære ikke-kristne deres synder at kende. Formaningen er rettet til de kristne, der deltager i skriftemål og gudstjeneste, men lever i åbenlyse synder uden at ville afstå fra dem. Deltager de i nadveren uden troen, vil de lide skade ved det.

Vor Gud lader sig ikke spotte, og han vil ikke give hundene det hellige eller kaste perler for svinene, siger Luther med et citat af Jesus selv (Matt 7,6). Hvis man som i størstedelen af den vestlige verden lader hvem som helst gå til alters uden at sikre sig, at de kender evangeliet, bekender troen og i øvrigt kan "agte på legemet," spotter man Gud. Det er uforståeligt, hvordan kristne kan opføre sig sådan. Det er til gengæld ikke mærkeligt, at "hundene" og "svinene" selv ikke har nogen respekt for det hellige.

Men som Luther understreger det, er meningen ikke at gøre nadveren lovisk, men at forkynde loven for dem, der har brug for det. Dem, der er faldet af skrøbelighed, inviteres til at deltage og få Kristi legeme og blod og nåden. Sådan drejer også nadverforvaltningen sig om at skelne ret mellem lov og evangelium.

Ret kirkeligt samarbejde/fællesskab

2007-07-31T09:40:00.000+02:00

N. P. Grunnet og andre lutherske kirker
I midten af det 20. århundrede havde Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark (ELFK) en præst, der hed Walther Michael. I anledningen af Frikirkens 100-års-jubilæum blev der udgivet et jubilæumsskrift med en artikel af Michael. Den blev også udgivet i en bog om danske frikirker. Jubilæumsskriftet handlede især om stifteren Niels Pedersen Grunnet. Frikirken var lille, fra starten næppe mere end omkring 20 personer.

"I sin ensomhed og isolation i Danmark søgte Grunnet at knytte forbindelser med ægte lutherske samfund i udlandet. Han bad sin søn, der den gang var ansat en boghandel, om at se efter i kataloger fra Tyskland, om der ikke skulle findes tidsskrifter eller bøger fra en tysk luthersk frikirke. Han fandt et nr. af menighedsbladet fra den evangelisk-lutherske frikirke i Sachsen, Tyskland. N. P. Grunnet syntes udmærket om bladet, og det resulterede i, at han kom i forbindelse med den tyske frikirkes præsident, som inviterede ham til Tyskland. Om Grunnets første besøg fortæller den daværende kirkepræsident, at Grunnet kom sent om aftenen til Planitz (Sachsen), men han gik med det samme i gang med at drøfte lærespørgsmål, og det varede til langt ud på natten. Næste morgen spurgte dr. O. Willkomm, den tyske kirkepræsident, ham, hvorfor han ikke først havde hvilet. Herpå svarede N. P. Grunnet: 'Hvis jeg havde konstateret, at I her i Tyskland ikke fører ret luthersk lære, var jeg omgående rejst tilbage til Danmark, for der har jeg nok at slås med.' Men Grunnet blev, og det blev indledningen til et endnu varende venskab med den tyske frikirke. Der blev oprettet nadver- og kirkefællesskab mellem de to kirker. Dette skete i året 1882. Gennem den tyske frikirke kom den danske frikirke i forbindelse med »Lutheran Church-Missouri Synod«, det næststørste lutherske kirkesamfund i Amerika. Missourisynoden træder ligesom den danske og den tyske frikirke ind for den gamle, ægte lutherdom, og således var det ikke underligt, at der optoges et internationalt, økumenisk kirkearbejde på den lutherske kirkes grund. Både den tyske og den amerikanske kirke har stået den danske kirke bi med råd og dåd, og fællesskabet består den dag i dag. Den danske frikirke har altid haft åbent hjerte for et sandt kirkeligt fælles-arbejde og økumenik; ganske vist stiller den på grund af skriften det krav, at det må ske udfra enighed i lærespørgsmålet (Efes. 4, 3-5; Joh. 8, 31-32)." (Walther J. Michael, "Den Evangelisk-Lutherske Frikirke", i Danmarks Frikirker, red. F. Bredahl Petersen. København, Evangelieforlaget, 1954. Citatet er fra s. 249f og er let moderniseret)

Efter N. P. Grunnet og W. J. Michael
Den tyske frikirke sluttede sig senere sammen med andre lutherske frikirker og blev til Selbständige Evangelisch-Lutherische Kirche (SELK). Måske var det derved, at der kom vranglære ind i kirken. I 1995 konstaterede ELFK i samarbejde med søsterkirker, at SELK accepterede vranglære, bl.a. i forståelsen af skabelsen. Det protesterede man imod. Officielt har man derfor ikke praktiseret nadverfællesskab siden 1995, men man har på den anden side ikke ophævet kirkefællesskabet.

Missourisynoden, som man fik kontakt med gennem den tyske frikirke, har forandret sig og kan i dag ikke kaldes en retlærende kirke eller synode. Evangelikal og karismatisk teologi har trængt sig dybt ind. Man praktiserer ikke længere, at der skal være fuld enighed om den rene lære og den rette sakramentsforvaltning, før man erklærer kirkefællesskab. Missourisynoden er således i kirkefællesskab med kirker, som ELFK og tidligere skandinaviske søsterkirker ikke kan og vil være i kirkefællesskab med. Missourisynoden er derfor anledning til, at ELFK indirekte har fået kirkefællesskab med kirker, man ikke ønsker at være i kirkefællesskab med.

ELFK vurderet med N. P. Grunnets og W. J. Michaels øjne
N. P. Grunnet, ELFK's stifter, ville aldrig have accepteret at oprette kirkefællesskab med SELK og Missourisynoden, som de ser ud i dag. For de fører ikke ret luthersk lære, og har ikke gjort det i årevis, ja, årtier for Missourisynodens vedkommende. Især er der ikke vilje til at afsætte de præster, præsteskolelærere og teologer, som ikke i et og alt bekender den rette lære.

Pastor Walther J. Michael ville utvivlsomt heller ikke have accepteret det. Men han nåede formentlig aldrig at forholde sig til det, for på det tidspunkt, hvor han døde, havde udlændige næppe mulighed for at opdage, at der var teologer og præster i Missourisynoden, som ikke delte synodens lære. Men den undskyldning gælder ikke i dag, hvor man næsten kan følge med fra time til time.

Ud fra sin egen historie og officielle bekendelse må man derfor konstatere, at ELFK er angrebet af den syge, som alle eks-lutherske kirker er angrebet af. Man siger ét, men gør noget andet. Dermed svigter man den lutherske lære, dvs. evangeliets rene lære, som den læres og bekendes i Konkordiebogen. Se fx Joh 8,31f og Ef 4,3-5, som W. J. Michael henviser til. Men man svigter altså også N. P. Grunnet og W. J. Michael og dermed sin egen historie. Man kan ikke anklage ELFK for at være folke-kirkelig, men nogen luthersk bekendelseskirke er den heller ikke.

Kærlighed, ret og vranglære (IV)

2007-07-29T20:52:00.000+02:00

Som nævnt i Kærlighed, ret og vranglære (I) griber mange til omtolkninger af steder, som handler om falsk profeti eller falsk lære. Her følger endnu et eksempel.

Flemming Pless' tolkning af Matt 7,15-21
Sognepræst Flemming Pless kommenterer ligesom Erik Norman Svendsen på Matt 7,15-21. "En falsk profet siger ét og mener noget andet. En falsk profet har en dagsorden, der er en anden end Guds." Typisk gør man meget ud af at lyde som en rigtig profet. Nu er profetiens tid forbi, fordi vi har Skriften. I dag er en falsk profet derfor en, der forsøger at lyde som Skriften, forsøger at lyde rigtig. Men i virkeligheden mener man noget andet, vel at mærke noget andet end hvad Skriften mener. Man vil måske nok det samme som Gud, nemlig at mennesker skal frelses, men man vil ikke bruge det redskab, Gud har valgt, nemlig den rene lære.

Flemming Pless mener imidlertid, at det "overhovedet kan være et problem at finde ud, hvem der er en rigtig profet." Pless mener, man står ved "en korsvej mellem Bibelens ord og udlægningen af samme." Han anfører to eksempler: kampen mod fri abort og Leif Bork Hansen. "Begge har det tilfæles, at de gør op med samfundets udlægning af, hvorledes vi skal ordne vore fælles anliggender, mod det nogen anser som en forvrænget udlægning af Guds vilje med os."

Pless synes at forstå "Guds vilje," som søndagens evangelietekst nævner, som omhandlende moralske spørgsmål. Derfor siger Pless også, at "du ikke både kan leve helt efter Guds vilje og samtidig leve i verden."

Men hvad skal man så stille op? Her er Pless' svar følgende: "Svaret er et bønsliv og en erkendelse af, at hvad vi end gør, er vi kun tilnærmelsesvist i kontakt med det optimale, med Guds vilje." Derfor konkluderer Pless: "Deraf følger, at en falsk profet springer bønnen over og tager patent på Guds ord."

Pless omtolker Jesu ord, så de kun handler om moralske spørgsmål. Men Guds vilje omfatter også evangeliet og evangelietjenesten. Det borttolker Pless let og uelegant. Vi opfylder aldrig Guds bud til punkt og prikke, for det drejer sig jo om vores liv. Men det betyder ikke, at man ikke skal og kan lære rent, dvs. prædike og undervise i overensstemmelse med evangeliets rene lære. Det har Pless endda lovet som præst. Men det borttolker Pless, når han tillægger falske profeter at "tage patent på Guds ord."

Pless gør Skriften uklar, og så bliver det jo vanskeligt at afsløre falske profeter og lærere. Så risikerer man selvfølgelig heller ikke selv at blive afsløret. Pless ser bønnen og bevidstheden om ikke at kunne være fuldkommen som sin redningsplanke. Men ingen af delene værner nogen mod at være en falsk profet eller en vranglærer.

To diametralt modsatte attituder
Pless forsøger allerede i begyndelsen at værne sig mod kritik ved at give eventuelle kritikere dårlig samvittighed: "Søndagens tekst er sådan en god tekst at rive andre i næsen [med]; tag dig i agt for dem, der ikke er de rigtige," skriver han. Men det er helt misforstået. De falske profeter og lærere er ikke noget, man afslører med glæde. Det sker tværtimod med sorg og bekymring, fordi falske profeter risikerer både deres egen og tilhørernes frelse. Falske profeter har derimod en tendens til at udtale sig med arrogance eller nonchalance om denne risiko.

Paulus har derimod en helt anden holdning. "Giv agt på dig selv og på den undervisning [lære], du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig," skriver han i 1 Tim 4,16.

Flemming Pless, "Det kristne skisma" (Søndagsordet), Jyllands-Posten, 29. juli 2007 (http://jp.dk/meninger/breve/article1024232.ece)

Kærlighed, ret og vrang lære (III)

2007-07-29T20:30:00.000+02:00

Som nævnt i Kærlighed, ret og vranglære (I) griber mange til omtolkninger af steder, som handler om falsk profeti eller falsk lære. Her følger et eksempel.

Norman Svendsens tolkning af Matt 7,15-21
I Kristeligt Dagblad skriver biskop Erik Norman Svendsen om forholdet mellem kristne og muhamedanere (muslimer, som de selv vil kaldes). Herefter skriver han ud fra Matt 7,15-21 følgende:

"Når Jesus i sin bjergprædiken advarer mod falske profeter, er det sine disciple, han taler til og dermed til os, som i dag er kristne. Det er en generel advarsel, som ikke sigter på at hænge bestemte personer ud som falske, men som skal tjene til at advare disciplene mod falsk sikkerhed, så de trofast fastholder fokus på det, han har sagt og gjort både i deres forkyndelse og i deres eget liv.

Advarslen mod de falske profeter kan ikke bruges som kasteskyts mod andre, men er som et spejl, vi hele tiden må holde op for os selv for at få sandheden at se om både os selv og den Gud, som Jesus har bragt ind i vores liv og verden.

Kun sådan får vi blik for selv at gøre vores himmelske fars vilje og ikke blot vor egen."

Unionisme og hjemmegjorte omtolkninger
Som vi har set i del I og II med centrale citater fra Franz Piepers Christian Dogmatics, tillader Skriften og den lutherske lære ikke unionisme eller synkretisme. Disse to ord blev oprindelig brugt om det samme: kirkeligt fællesskab uden læremæssig enighed. I dag bruges unionisme stadig om dette (hvis man overhovedet har et begreb for den slags), mens synkretisme bruges om religionsblanderi på tværs af religionerne. Hvor man før så lutherdom, reformert og papistisk religion som forskellige religioner, er grænserne blevet videre.

Norman Svendsen og islam
I biskop Erik Norman Svendsens stykke, som er citeret ovenfor, glimrer den ligefremme betydning af teksten ved sit fravær. Den naturlige konsekvens af teksten er derfor svær at få øje på. Det er faktisk ikke nemt at se, hvad Norman Svendsen egentlig mener om, hvordan vi kristne skal forholde os til muslimer og Muhamed. Det er i sig selv underligt, eftersom Norman Svendsen er luthersk biskop. Men at han lader dette spørgsmål stå uklart i et stykke, der handler om Matt 7,15-21 er højst besynderligt. Det er et trist eksempel på, hvordan en biskop omtolker Jesu ord, så meningen nærmest bliver den stik modsatte af, hvad Jesus mente.

Norman Svendsen og islam
Norman Svendsen skriver under overskriften "Mere end en profet" om forholdet mellem muslimer og kristne. Det er en kommentar til Matt 7,15-21, hvor Jesus advarer mod falske profeter, som fører folk i fortabelse. Nu er det faktisk sådan, at få har gjort sig så meget fortjent til at blive kaldt en falsk profet som netop Muhammed, og man bliver ikke frelst af at tro på Muhammed og hans vranglære.

Norman Svendsen skriver også om fred og større forståelse mellem kristne og muslimer. Hertil må siges, at der er intet galt i at arbejde for fred og - forhåbentlig bedre - forståelse mellem muslimer og kristne, som Abu Nour Moské i Damaskus gør. Det er blot afgørende, at det ikke fører til en ændret forståelse af kristendommen. Kristendommen er nemlig givet af den treenige Gud og kan ikke ændres (jf. fx Gal 1,5ff). Norman Svendsen afviser da også, at Jesus kun er en profet, sådan som muhamedanerne lærer. Han er "Mere end en profet," som Søndagsordets overskrift lyder.

Men hvad er konsekvensen heraf? Det er mærkeligt utydeligt hos Norman Svendsen. I oldkirken gjorde man derimod op med arianismen, fordi denne ikke lærte Jesu hele og fulde guddommelighed. Arianismen lærte folk at tro på en falsk kristus, der ikke kan frelse. Han findes jo slet ikke. Muhamedanismen - eller islam, som de selv vil kaldes - er en meget grov udgave af arianismen. Bl.a. meget andet, der kan siges, er, at deres forståelse af Jesus er et groft kætteri. Hvis Matt 7,15-21 overhovedet handler om konkrete vranglærere eller kættere, så må afsnittet handle om muhamedanisme og Muhammed.

Fortolkning en bort-forklaring
Måske mener Norman Svendsen også, at muhamedanisme er et kætteri og Muhammed en falsk profet, men han skriver ikke noget om det. I stedet gør han Jesu ord gjort til noget, som ikke drejer sig om "at hænge bestemte personer ud som falske." I sammenhængen er det svært at undgå at konkludere, at Norman Svendsen ikke vil eller ikke tør sige, hvad der ellers er en enkelt og ligefrem tolkning. Hans tolkning kan kun kaldes en bort-forklaring. Sørgeligt, men også skændigt, at en biskop ikke kan tale klart om islam som religion og Muhamed som en falsk profet, der fører folk i fortabelse.

Jesu anliggende ifølge Norman Svendsen
Men naturligvis betyder det ikke, at Matt 7,15-21 slet ikke handler om noget. Erik Norman Svendsen omtolker Matt 7,15-21 til at være en advarsel mod "falsk sikkerhed," rettet til hans disciple. Måske kan Norman Svendsen virkelig ikke læse indenad. Det er i så fald bekymrende. Men alternativt må man mistænke ham for, at han ikke vil acceptere, hvad teksten faktisk siger. Det er karakteristisk for dem, Jesus advarer os imod. Men hører nok, men man retter sig ikke efter det. Muhammed satte sine egne drømme og spekulationer i stedet for Guds klare Ord, som han ikke ville acceptere (hvis han overhovedet havde noget ordentligt kendskab herom). Det er ikke kun bekymrende, men vildledende. Derfor må der siges fra. Jesus kalder tilhørerne til ikke at lytte til falske profeter. Derfor skal man ikke lytte til Muhammed og hans kætteri. Hvorfor vil Norman Svendsen ikke sige det?

Norman Svendsens behov for egen medicin
Hvis Norman Svendsen nu i det mindste ville anvende sin tolkning på sig selv, kunne den da siges at have tjent et formål. Men som skriftudlægning eller kommentar er den vildledende. Det er den ikke så meget på grund af det, der siges, men derimod på grund af det, der ikke siges. Norman Svendsen burde holde fokus på det, Jesus faktisk har sagt og gjort, og gøre det i sin forkyndelse og offentlige skriverier. Det gør han ikke, og derfor gør han heller ikke Guds vilje, selv om det er det, han skriver om. Man må virkelig ønske for Norman Svendsen, at han vil tage sin egen medicin. Det har han bestemt brug for.

Erik Norman Svendsen, "Søndagsordet. Mere end en profet," Kristeligt Dagblad, 28. juli 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/257652)

Kærlighed, ret og vrang lære (II)

2007-07-27T08:45:00.000+02:00

Den unionistiske løgn
Unionisme er kirkefællesskab med vranglærende kirker. Det udøver man, når man går til alters sammen og/eller når man prædiker på hinandens prædikestole uden at have erklæret kirkefællesskab på grundlag af enighed om den rene forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramenterne. Den uformelle accept heraf fører med tiden til vranglærende kirkesamfund. Herom skriver Franz Pieper:

"Faktisk splitter denne unionisme Kirken og fører til vranglærende kirker i kristenheden. Havde kristne altid adlydt den guddommelige befaling om at holde sig fra dem, som lærer [forkynder og underviser i] anden lære (gr. heterodidaskalountes), ville hverken pavedømmet eller andre sekter have kunnet opstå. Hvor der ingen købere er, er der heller intet marked. Selvfølgelig forsikrer unionismen, at det tager sigte på at fjerne uenighed mellem kristne. Men fordi den kristne kirkes enhed består i at have én tro og én bekendelse, er unionisme faktisk en karikatur, ja, i virkeligheden en hån mod kristen enhed (jf. Luther, som taler om kristen enhed som en hjertens enhed ved tro på Guds ord, St. Louis-udgaven bd. 29, ss. 344f). I stedet for at hele skaden, gør unionismen den permanent." Så vidt Pieper i denne omgang.

Unionismen i vor tid - og Det nye Testamente
Over 80 år efter, at Pieper skrev ovenstående, er det et faktum, at unionismen har trængt sig dybt ind i stort set alle, især protestantiske, kirker. De fleste lutherske kirker er også dybt præget af unionismen, skønt de endda har en lære om kirkefællesskab, som forbyder det (se Den augsburgske Bekendelse, artikel 7).

Skønt nogle kristne ganske vist forstår, at man bør holde sig til Skriftens lære, mener de ikke, at det har åndelige konsekvenser ikke at gøre det. Hvis bare man tror på Jesus - som man siger - så skal man nok blive frelst. Og sandt er det jo, at tror man virkelig på Jesus Kristus, så bliver man frelst. Men lige så sandt er det, at Gud skænker troen gennem evangeliet. Er det et evangelium, som er blandet op med vranglære, risikerer man at tro på en falske kristus, som ikke kan frelse. Det er derfor, Paulus fordømmer den falske lære med stærke ord: "Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han" (Gal 1,8f).

Det er det, Paulus formulerer positivt i Ef 4,1-6: "Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle."

Det nye Testamentes definition på kristen enhed
Pieper fortsætter: "I 1 Kor 1,10 har vi en præcis definition på kristen enhed: "Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder". Dette er et krav om ensartethed i tale (gr. legein) eller i bekendelsen af den kristne lære. Så fortsætter apostlen: "men at I skulle være [fuldt] forenede i det samme Sind og i den samme Mening [eller: bedømmelse]," gr. en tå(i) autå(i) noi kai en tæ(i) autæ(i) gnåmæ(i). Her siger apostlen tydeligt, at kristne skal bruge de samme ord og også bruge dem i samme betydning. Enighed om ordene i kombination med uenighed om meningen er totalt i strid med den enhed, Gud kalder til, og at søge en sådan 'enhed' ('vi er enige om at være uenige') er umoralsk; det er at tage let på hellige, guddommelige sager, hvilket er usømmeligt for kristne." Så vidt Pieper i dette afsnit.

Baggrunden for Paulus' formaning var, at der rent faktisk var stridigheder om en lang række spørgsmål. Hele brevet viser, at det drejede sig om problemer med læren, etik/moral, liturgi og kirkeledelse. Paulus konstaterer, at disse uenigheder foreligger, men han accepterer dem ikke. I stedet formaner han menigheden i Korinth til at få ryddet op og nå frem til en sand enighed. Paulus er apostel, dvs. en befuldmægtiget repræsentant for Kristus selv (1 Kor 1,1), og han formaner ved vor Herre Jesu Kristi navn. Paulus formaner altså med Kristi myndighed både generelt og konkret i dette tilfælde. Det er derfor i virkeligheden ulydighed mod Kristus selv, hvis man ser stort på, hvad Paulus formaner til.

Kristen tålmodighed og dens grænse
Pieper fortsætter: "Den kristne kirke kan og skal have tålmodighed med den, der tager fejl, og søge at få ryddet fejlene af vejen gennem undervisning. Men Kirken kan og skal aldrig give fejl samme ret som sandheden. Hvis den gør det, frasiger den sig sandheden selv. Det er selve sandhedens natur at modvirke fejl. Sandhed, som ikke længere udelukker fejl, men giver dem hjemstedsret, træder netop derved tlbage som sandhed. Luther bemærker meget rammende: 'Den, som virkelig betragter sin lære, tro og bekendelse som sand, ret og sikker, kan ikke blive i samme bås som dem, som lærer eller holder fast ved falsk lære' (St. Louis-udgaven, bd. 17, s. 1180). Unionisme afskaffer principielt forskellen mellem sandhed og fejl, så den, der tager fejl, kan kun ved en 'lykkelig inkonsekvens' bevare deres greb om den grundlæggende sandhed. Af denne grund er unionisme en alvorlig trussel mod den kristne kirke. En person er faktisk heldig, hvis han, når han ignorerer Skriftens ord, som påbyder ham at holde sig fra dem, der lærer et andet evangelium, alligevel bevarer sin tro på ordene: 'Jesu Kristi, Hans Søns, blod renser os fra al synd' [1 Joh 1,7 med tekstvarianten 'Kristi']." Så vidt Pieper for denne gang.

Hvis man ikke, som mange gør - også i vor tid, vil opgive sandheden, så må man bevare skellet mellem sandhed og fejl/løgn. Opgiver man sandheden, opgiver man i virkeligheden også kristendommen, for hvem vil lade sig overbevise om synd og retfærdighed, hvis man ikke kan vise, at sandhed findes? Men vil man bevare skellet mellem det, der er sandt, og det, der ikke er, så må man vælge den vej, som Pieper anfører. Den, der tager fejl, må undervises - pædagogisk og tålmodigt.

Men hvis man ikke vil lade sig undervise i, hvad kristendom er, og bøje sig for det, så skal man heller ikke tro, at man er en kristen.

For en kristen er en, der hører Kristi ord (Joh 10,27) og følger Ham (Joh 10,4). En kristen vil aldrig følge en fremmed, men flygte fra ham, fordi de ikke kender den fremmedes røst (Joh 10,5).

Kærlighed, ret og vrang lære
Derfor står det fast, at kærlighed til Kristus og Hans Ord og kristen broderkærlighed ikke tillader fejl og unionisme, men i stedet gør alt, hvad der er muligt, for at den, der tager fejl, skal nå til erkendelse af sandheden.

Se Franz (Francis) Pieper. Christian Dogmatics. St. Louis, Missouri: Concordia publishing house, 1950-1953. Elektronisk udgave 1999. Citaterne er fra bd. 3, s. 425-427. Piepers bibelcitater er gengivet efter 1907-oversættelsen, som svarer til den oversættelse, den engelske udgave af Pieper har anvendt. De skarpe parenteser i gengivelsen af 1 Kor 1,10 er henholdsvis en tilføjelse og en præcisering, som svarer til såvel oversættelsen hos Pieper som den græske originaltekst.

Kærlighed, ret og vrang lære (I)

2007-07-25T12:40:00.000+02:00

Hold jer fra vranglærere!
Under overskriften "Kirkefællesskab med vranglærende kirker (unionisme) er forbudt af Gud" skriver dogmatikeren Franz Pieper om at forsvare kirkefællesskab med vranglærere. Det faktum, at der findes Guds børn i vranglærende kirker, bruges til "at bevise, at det er ret, ja endda påkrævet af næstekærlighed at have kirkefællesskab med vranglærende kirker. Det er nøjagtig det modsatte af, hvad Skriften lærer, for Skriften siger: 'Hold jer fra dem!' (i en note henvises til Rom 16,17; 1 Tim 6,3ff; 2 Joh 10f)." Så vidt Pieper.

Steder som dem, Pieper anfører i sin note, er jo ganske klare og entydige. Men det er ikke kun på Piepers tid, man kan møde denne argumentation. Jeg har personligt selv oplevet, hvordan højtuddannede teologer ikke kunne imødegå den ligefremme betydning af disse steder. Den typiske reaktion var da, at disse teologer forsøgte at bruge deres uddannelsesniveau som argument. De påstod uden nogen argumentation, at "disse steder er ikke relevante for den situation, vi står i i dag." Med andre ord var det ikke Skriftens klare udsagn og autoritet, men disse teologers angivelige dygtighed, vi skulle adlyde.

Naturlig fornuft imod unionisme
Pieper skriver videre: "Unionisternes argumentation er i modsætning til selv den naturlige fornuft. De gamle lutherske lærere henviste til 2 Sam 15,11 som illustration. Nøjagtig ligesom det faktum, at to hundrede af Jerusalems indbyggere i deres uvidenhed sluttede sig til Absalom, ikke gav resten af Israel ret til at forlade deres konge og slutte sig til oprørerne, og heller ikke til i deres stille sind at tillade oprøret, sådan giver heller ikke den omstændighed, at nogle kristne, af uvidenhed og imod Guds befalinger, følger falske lærere, andre kristne lov til at gøre det samme." Så vidt Pieper, men mere nedenfor.

De gamle lutherske læreres argumentation taler for sig selv, hvis ellers man overhovedet vil lytte!

Sand kærlighed
Pieper fortsætter: "At sige, at kærlighed kræver sådan en praksis [unionisme], er misbrug af det ord. Kærlighed til Gud og borderkærlighed kræver derimod den modsatte praksis. Den, som elsker Kristus, elsker Kristi Ord, og Kristus befaler os at holde os fra alle, som lærer os noget som helst, der er i modstrid med Hans Ord. Og enhver, som virkelig elsker brødrene, nægter at tage del i deres fejltagelser og synder, og søger tværtimod at redde dem fra fejl og synd." Så vidt Pieper.

Pieper anfører ikke eksempler lige netop her. Men man kan tænke på Matt 7,13-28. Her advarer Jesus mod at lytte til falske profeter. De foregiver at være får ligesom alle andre i menigheden, men indeni er de i virkeligheden glubske ulve. De vil ikke værne fårene, men derimod mishandle dem og dræbe dem. Man kan kende falske profeter på, hvad de siger og gør, og hvad frugterne er. Hvis de får folk til at acceptere og tro på falske lære, er deres frugter dårlige. Falske profeter kan fremtræde med stor åndelighed, men Jesus kender dem ikke (Matt 7,21-23). Ordet "derfor" i Matt 7,24 viser, at Jesus med lignelsen om huset på klippen og huset på sandet i Matt 7,24-27 kommenterer på advarslen mod falske profeter. At tage Jesu formaning mod falske profeter til efterretning i ord og handling er at bygge på klippegrund. Det holder på dommedag. Den, der kun hører, men ikke handler efter Jesu formaning, bygger på sand, og det holder ikke på dommedag.

Det er derfor ikke kærlighed, men ligegyldighed, ja, det er egentlig ondskab, hvis man accepterer og forsvarer, at man kan være og blive i en vranglærende kirke. Det er ukærligt, for Jesus selv lærer os, at falsk lære er farlig, ja dødsensfarlig for det åndelige liv.

Hvorfor tillader Gud vranglærere?
Pieper fortsætter: "Endvidere erklærer både Det gamle og Det nye Testamentes skrifter udtrykkeligt, at Gud tillader falske lærere at fremstå, for at kristne kan vise deres lydighed ved at holde sig fra dem, ikke for at kristne skal forbrødre sig med dem (5 Mos 13,3; 1 Kor 11,19). Hvis kristne imod det guddommelige forbud udøver kirkefællesskab med falske lærere og finder sig i falsk lære, begår de den synd, som kirker kalder 'unionisme' eller 'synkretisme.'"

Som Pieper rigtigt siger, betyder det, at Gud tillader falske lærere, ikke, at man må følge dem. Den, der elsker Kristus og Hans Ord, vil heller aldrig drage en sådan slutning. Ser man på kirkehistorien, må man med Pieper konstatere, at man kunne have undgået såvel papismen som sekterne, som nu plager hele den såkaldte kristenhed.

Se Franz (Francis) Pieper. Christian Dogmatics. St. Louis, Missouri: Concordia publishing house, 1950-1953. Elektronisk udgave 1999. Citaterne er fra bd. 3, s. 425.

Elever og får

2007-07-13T17:10:00.000+02:00

Chemnitz om underviserne og de underviste
Luthers nære medarbejder og ven, Philip Melanchthon, skrev den første lutherske dogmatik i 1521-1522. Tredje udgave kom i 1543. Martin Chemnitz, som med rette tilskrives stor betydning for, at arven fra Luther blev bevaret i den lutherske kirke, brugte Melanchthons bog som grundlag for sine to ugentlige forelæsninger over dogmatikken gennem ca. 30 år.

Til det tolvte "sted" i dogmatikken (locus XII), om kirken, skriver Chemnitz: "Den fjerde del af læren om kirken, som mange ting har at gøre med, handler om dem, som underviser (lærer), og dem som bliver undervist (lærer) i kirken." Lad os se lidt på, hvad det indebærer.

Hvad man kalder ting
Navne og begreber har altid utrolig meget at sige - således også i kirken. Typiske udtryk, som man bruger i dag, er præst, sognepræst, pastor (i omtale/tiltale), sognebørn, medlemmer eller kirkegængere. Det er vist ikke almindeligt at tale om "disciple", i al fald ikke uden for de teologiske undervisningslokaler. Måske er det på tide at overveje, hvilke ord man egentlig skal bruge.

Præst er jo egentlig alle kristne. Det almindelige præstedømme omfatter jo alle sande kristne. En menigheds eller kirkes præst er derfor også præst, men han er noget mere. Han er menighedens eller kirkens "hyrde og lærer," "ældste," "tilsynsmand," eller "forstander," for nu at nævne nogle af de vigtigste. Hyrde og lærer er to betydningsfulde ord, som jeg vil se nærmere på.

Hyrde - og får
En hyrde tager sig af de dyr, han har i sin hjord, særligt får. Bibelen har mange fine steder, som udfolder det. Det er først og fremmest værd at bemærke, at den egentlige hyrde er Kristus. Til Betlehem, siger Herren, at "fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel" (Matt 2,6). Kristus er "hyrden over alle hyrder" (1 Pet 5,4). Han er den gode hyrde, som satte sit liv til for fårene (Matt 26,31; Joh 10,11.15.17-18). Den gode hyrde kender sine får, og de kender ham (Joh 10,14.27). "Fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud" (Joh 10,3.27). "Han går foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst" (Joh 10,4). Det skyldes, som han senere siger, at "jeg er sandheden, vejen og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Joh 14,6). Kun han - og hans hellige Ånd - har sandheden om synd, retfærdighed og dom (jf. Joh 16,8-11). Den, der er frelst ved at høre den sande lære, vil naturligvis ikke acceptere anden lære. Dem, der ikke tror, hører ikke til Jesu får (Joh 10,26). Dem, der hører og følger Jesus, får evigt liv og skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af den gode hyrdes hånd (Joh 10,28). Det er ham, der er vores sjæles hyrde og tilsynsmand (1 Pet 2,25).

Andre får
Jesus taler om, at han også har "andre får, som ikke hører til denne fold". Om dem sagde han: "også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde" (Joh 10,16). Dette udsagn misforstås ofte, som om Jesus taler om kristne uden for kirken. Meningen er, at Jesus ikke kun har får blandt jøderne, men også blandt hedningerne. Jesus er hyrde for dem alle. Dem går han også foran, og de følger ham. De hører hans røst. Der er én hjord, én hyrde. Luthers berømte definition på kirken i De schmalkaldiske Artikler har sin baggrund i Joh 10.

De stedfortrædende hyrder
Den gode hyrde vogter efter sin opstandelse ikke sine får direkte, men han kalder nogle til at være sine tjenere og giver dem som opgave at være hyrde for fårene: "Vær hyrde for mine får," sagde Jesus til apostlen Peter efter opstandelsen (Joh 21,16; jf. Ef 4,11). Hyrderne skal tage vare på både sig selv og hjorden. De skal være tilsynsmænd, dvs. de skal se til hjorden, give dem, hvad de har brug for, værne dem mod alt, hvad der kan skade dem, og retlede dem, når det er nødvendigt. Det ser vi hos Lukas: "Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod" (ApG 20,28). Hjorden er dyrekøbt, og hyrderne skal derfor gøre deres yderste for at værne hjorden. Der vil komme glubske ulve, siger Paulus - ligesom Jesus (Matt 7,15) - og de vil ikke skåne hjorden. De taler falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal hyrderne være på vagt (ApG 20,29-31). Mange år efter skrev apostlen Peter til sine medældste, dvs. kolleger i hyrde og lærer-embedet. "Jeres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans" (1 Pet 5,1-4).

Målet
"Den, der underviser, [skal passe] sin undervisning" (Rom 12,7; jf. 1 Tim 4,13.16). Målet med hyrdernes og lærernes tjeneste er at "gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde, så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse" (Ef 4,12-14, 1948-oversættelsen; jf. Hebr 13,9). Målet er enhed i troen på og erkendelsen af Guds Søn, modenhed og "Kristi fyldes modenheds mål", som der egentlig står (jf. Hebr 5,12). Tro og lære hører sammen (jf. Kol 1,28; 2,7; 2 Thess 2,15). Vranglære fører derimod ikke til gudsfrygt, men diskussioner og splittelse (1 Tim 6,3-5). Det fører til døve ører for sandheden (2 Tim 4,3f). Men en hyrde og lærer - eller hvad de nu kaldes - "skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod" (Tit 1,9) og lukke munden på de genstridige, frasemagerne og bedragerne (Tit 1,11).

Når hyrden svigter
Når underhyrderne svigter, bliver folk "vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde" (Matt 9,36). Det var slet ikke, fordi det jødiske folk på Jesu tid var uden ledere. De havde (ypperste)præsterne, de skriftkloge og farisæerne. Men disse vanrøgtede alligevel folket, fordi de satte Guds ord ud af kraft af hensyn til deres overlevering. De lærte, hvad mennesker påbød, i stedet for hvad Gud havde pålagt dem (Matt 15,6.9; jf. Mark 6,34). Derfor blev det også både u-evangelisk og lovisk - to sider af samme sag. Derfor kunne de ikke blive rene (jf. Matt 15,11). "De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger," sagde Jesus ved en senere lejlighed. Han kritiserede dermed, at de udsatte folket for krav, som var tunge og uoverkommelige - og frem for alt ikke krav, som Gud havde givet. Sådanne påbud skaber kun dårlig samvittighed, som farisæerne og de skriftkloge ikke kunne hjælpe folket af med. Men selv følte de sig ikke forpligtet af deres egne påbud. Farisæerne og de skriftkloge var dobbelt onde. De lærte ikke loven, så folket kunne få ægte syndserkendelse. De lærte ikke evangeliet, løfterne, som Gud havde givet allerede til Adam og Eva i Edens have. En "hyrde" af denne slags er "daglejer" og "ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden" (Joh 10,12). En daglejer er i virkeligheden lige glade med fårene (Joh 10,13). En daglejer, der ikke tager sig af fårene, medfører altså skader både på de enkelte får, på deres åndelige sundhed, og de skaber splittelse (jf. også Rom 16,17).

Når hyrden og hjorden svigter
Nogle misbruger bl.a. 1 Pet 5,1-4 og 2 Tim 2,24 til at afvise hyrde og lærer-embedets myndighed, men det er en en fejltolkning. Det er at gøre får til hyrde, og hyrde til daglejer. Hyppigt er det fårene, der gør oprør, men desværre giver hyrder dem tit ret eller bøjer sig i det mindste. Men hyrderne skal være hyrder og vogte. De skal forkynde loven for dem, der er ulydige og genstridige. De skal først og fremmest forkynde evangeliet for dem, loven har givet syndserkendelse. Dem, der ikke vil lære både loven og evangeliet, skal de irettesætte og om nødvendigt udelukke af menigheden, for de har allerede udelukket sig selv.

Lærer - og disciple
En lærer er en, der lærer nogle noget. I kirken er det først og fremmest evangeliet, som han lærer nogle. Men dem, der undervises, skal også lære loven, De ti bud, så de kan få syndserkendelse og kende Guds vilje. Disse "nogle" er lærlinge, elever eller disciple, som det hedder med et ord fra latin. Apostlene fik befalingen "Gå og gør alle folk(eslag) til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet" (Matt 28,19-20). En kristen er altså en discipel - en, der skal undervises og lære Guds ord - indtil sin dødsdag. Kristne har nemlig brug for at få lært evangeliet uge efter uge. Troen skænkes gennem evangeliet, dvs. gennem læren om, hvad Kristus har gjort og gør for os. Fordi vi er syndere, må vi hele tiden lære evangeliets abc på ny, uge efter uge. Men naturligvis vil man også lære mere og mere. Den, der trofast har ladet sig undervise i årevis, skulle gerne have lært mere end den, der er ny discipel (se 1 Kor 3 og Hebr 5,11-14).

Hver skal passe sin egen tjeneste
Det kan godt tænkes, at en elev eller studerende nu og da er klogere og har større viden end sin lærer(e). Men det betyder ikke, at de to bytter opgaver. Sådan skal det heller ikke være i kirken. "Den, der underviser, [skal passe] sin undervisning" (Rom 12,7). Dem, der undervises i evangeliet, skal tilsvarende lade sig undervise med stor flid. Elever eller lærlinge skal ikke tilrane sig lærerens arbejde. Læreren skal passe sit arbejde med flid og omhu, for det er det, han er kaldet og ansat til.

Læreprøvelse
Alle elever eller lærlinge er dog samtidig præster, der har del i det almindelige præstedømme. De har ret og pligt til at vurdere, om de hører Kristi røst. En hyrde og lærer har ikke lov til at indføre ny lære - og selvfølgelig heller ikke til at være tyrannisk. En hyrde og lærer vil derimod selv gøre alt, hvad han kan for at gøre eleverne og fårene så myndige som muligt. De har alligevel alle brug for at høre evangeliet hver søndag, så hyrden og læreren bliver ikke arbejdsløs af den grund. Tværtimod kan man sige, at resultatet af hyrdens og lærerens arbejde bliver større, jo mere eleverne og fårene har lært. En ret hyrde og lærer glæder sig, når eleverne bliver grundfæstede i evangeliets lære.

Menigheden har brug for at være ret oplærte, så de kan varetage det ansvar, som Skriften også pålægger dem. Apostlen Johannes - kærlighedens apostlen, som elskede sine menigheder - skrev følgende formaning: "Thi mange forførere er draget ud i verden, og de bekender ikke, at Jesus er Kristus, kommen i kødet. Sådan er forføreren og Antikrist. Agt vel på jer selv, at I ikke skal miste det, vi nåede ved vort arbejde, men få fuld løn. Enhver, der 'går videre' og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud; den, der bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I ikke give husly og ikke byde velkommen" (2 Joh 7-10). Det har store konsekvenser at "gå videre" og ikke blive i Kristi lære. En sådan person har ikke Gud og derfor heller ikke frelsen. Modsat med den person, der "bliver i Kristi lære." Han har både Faderens og Sønnen. Derfor skal læreren selvfølgelig blive i Kristi lære, men derfor skal også eleverne bliver i Kristi lære og ikke "byde velkommen." Uanset om det er i menigheden eller privat, skal kristne ikke tage imod og lytte til vranglærere.

Det er meget moderne at tale om ansvar for egen læring. Et sådant ansvar indebærer ansvaret for at få noget lært, men også for at få lært det rigtige. Det gælder på en helt særlig måde i kirken. Den lutherske kirke tillægger Luthers lille Katekismus en helt særlig betydning, fordi man her får lært de vigtigste - og rigtige - ting, så man kender evangeliet og kan undgå den værste vranglære. Det er sundt, når menighedens lærer og hyrde hjælper sin menighed til at forstå mere og mere af og kæmpe for den tro og lære, som engang for alle er overgivet til de hellige (jf. Jud 3ff). Så kan man værne sig mod spotterne: "Men I, mine kære, skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, som sagde til jer: 'I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster.' Det er dem, der skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden." (Jud 17-19).

Magtsyge kirkeledere

2007-07-10T18:55:00.000+02:00

Luther om paven og kirkemøder
Luther skrev sit store skrift, Om koncilierne og kirken, som forberedelse til et koncil, som paven - måske - ville indkalde til. Heri skriver han i indledningen:

"Når nu paven med sit følgeskab rent ud afslår at holde et koncilium og ikke vil reformere kirken eller give hjælp og råd dertil, men formasteligt vil forsvare sit tyranni og lade kirken gå til grunde, så formår vi ikke mere og må som dem, der sørgeligt er forladt af paven, vende os andet steds hen om råd og hjælp og allerførst søge og bede Vor Herre Kristus om en reformation.

"Og hermed bevidner de og skriger om sig selv, at de er de rette antikrister og autokatakriter [folk, der har dømt sig selv], som drager dommen over sig og forhærdede vil fordømmes. Dermed lukker de sig selv ude fra kirken og berømmer sig offentligt af at være og ville vedblive at være kirkens værste fjender. Thi den, som siger, at han hellere vil lade kirken gå til grunde end lade sig forbedre eller vige i blot eet stykke, bekender dermed klart og åbenlyst, at han ikke alene ingen kristen er, og at han ikke vil være i kirken (som han hellere vil lade gå under, for at han kan bestå og ikke gå under med kirken), men at han også vil gøre sit til, at kirken skal gå under. De beviser da også alle disse ord skrækkeligt i gerning og lader så mange hundrede sogne blive øde og lader kirkerne gå til uden hyrde, prædiken og sakrament." (Overs. Otto Nielsen, Aros' Luther-udgave, bd. 2, s. 275)

Magtsyge kirkeledere også i dag
Paven på Luthers tid var hverken den første eller den sidste kirkeleder, der kun vil indkalde til kirkemøde el.lign., når han er sikker på at have magt over alle eller flertallet af dem, der skal indkaldes. Magt- og herskesyge kirkeledere har båret sig sådan ad også siden, som det kan ses også nu om stunder. Det sker også i lutherske kirker. Fx har amerikanske lutheranere dokumenteret, hvordan reglerne for delegerede og for konfliktløsning er blevet lavet om, så det gavner en siddende kirkeleder. Andre kirkeledere både i ud- og indland er hoved- eller medansvarlige for ugudeligere afskedigelser af præster, der har været tro i deres tjeneste.

Magt vigtigere end kirkens ve og vel
Det er karakteristisk, at magtsyge ledere vil bevare sin magt - for næsten enhver pris. Paven på Luthers tid beviste, at han ikke var en kristen, siger Luther, ved at lade "så mange hundrede sogne blive øde" og ved at lade "kirkerne gå til uden hyrde, prædiken og sakrament". Ikke alle kirkesamfund er så store. Men om der så bare er tale om én eller to sogne, der berøves hyrde, prædiken og sakramenterne, er det også én eller to for meget. Det går ud over menighederne. Og det fører til dom over kirkelederne selv.

Følgeskab en forudsætning
Én kirkeleder kan naturligvis ikke gøre en sådan skade alene. Der er altid nogle, der støtter og dermed svigter den pligt, de har, til at fremme det gode og forhindre det onde. Måske er de bange og usikre. Måske er de dårligt oplærte, så de ikke kender den pligt, en kristen menighed har. Måske er de pengegriske eller hovmodige. Måske er de selv magtsyge. Måske er de alle ting på én gang.

Ynkværdige
Der er al grund til at ynke såvel de magtsyge som de mennesker, der er følgagtige og giver magtsyge mennesker plads i kirken. Når de afviser at lytte til formaninger og opfordringer til at værne om den rette lære, vise næstekærlighed og i øvrigt opføre sig som anstændige mennesker, så har de fældet dom over sig selv. Ikke mindre fælder de dom over sig selv, hvis de selv undlader at formane og søge forligelse undervejs. Og vil de pludselig irettesætte og søge løsninger, når skaden er sket, så har de også dermed afsløret, at de udmærket ved, at de har handlet ondt og ugudeligt. De vil blive dømt som forhærdede - hvis ikke de omvender sig.

Sand efterfølgelse
Luther fremhæver, hvad man i stedet bør kunne forlange og forvente. "I gamle dage lod biskopperne, ja, enhver kristen (som også nu) sig martre og gik med tak og glæde til grunde for den kære kirke, og Kristus selv gik til grunde for kirken, for at den skulle forblive og bevares." (Sammesteds, s. 275f)

Om vranglære i praksis

2007-07-08T23:35:00.000+02:00

Retlærende og vranglærende kirker
Dogmatikeren Franz Pieper drøfter i sin store, klassiske dogmatik spørgsmålet om ret- og vranglærende kirker. I en note skriver han:

"Retlærende [orthodokse] kirker i vore dage er de lutherske menigheder og kirkesamfund, som bekender og faktisk lærer de læremæssige trossandheder, som er beskrevet i Den evangelisk-lutherske Kirkes Bekendelsesskrifter, fordi disse trossandheder, ved nærmere undersøgelse, findes at være det, som Guds Ord lærer. Urene og vranglærende [heterodokse] kirker er den romersk-katolske kirke, Den Østlige Katolske Kirke, Den reformerte Kirke med dens mange underafdelinger, og, desuden, også de kirkesamfund, som, skønt de bærer det lutherske navn, ikke bekender og faktisk lærer den lære, som Reformations Kirke lærte og lærer." (Christian Dogmatics, bd. 3, s. 422 n. 29; min fremhævelse)

Vrede reaktioner - og forklaringer
Det er en påstand, som har gjort mange teologer og lægfolk i såvel folkekirken som frikirker vrede. For konsekvensen er jo, at en kristen, der hører og vil høre sin Hyrdes røst, må forlade en sådan vranglærende kirke og lade sig optage i en retlærende luthersk kirke. Men det mener man absolut ikke, er nødvendigt. Typisk henviser man til, at der er store muligheder for mission. Eller præster og andre ledere begrunder det med, at man må blive, fordi man har ansvar for lægfolk. Disse begrundelser er i og for sig ikke uden en vis værdi. Men det afgørende er naturligvis, om disse argumenter er holdbare.

Guddommelig befaling
Apostlen Peter var Jesu Kristi apostel (1 Pet 1,1). Det betyder, at han var befuldmægtiget udsending. I særlig grad gjaldt det om apostlene, at "Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig" (Luk 10,16). Når apostlen derfor skriver som apostel, er det ikke hans egne, men Jesu Kristi befalinger. "Hvis nogen taler, [skal han tale] som Guds ord" (1 Pet 4,11 - direkte oversat). Det gælder enhver kristen, at man ikke skal ytre mennesketanker eller menneskelære i kirken. Det gælder langt mere dem, der er kaldet til officielt at tale i kirken. Det er derfor ulydighed og synd, hvis man ikke taler som Guds ord. En kristen kan altså ikke vælge, om man vil tale i overensstemmelse med Guds ord. Det skal man.

Modsat forbyder apostlen Paulus at "lære anderledes" (1 Tim 1,3 - direkte oversat). Paulus siger noget tilsvarende i 6,3-5: "Hvis nogen fører vranglære og ikke holder sig til vor Herre Jesu Kristi sunde ord og den lære, der fører til gudsfrygt, er han hovmodig og forstår ingenting. Han er bare syg efter diskussioner og ordkløverier, og det skaber misundelse, kiv, bagtalelse, mistænkeliggørelse, rivninger mellem mennesker, der har mistet deres dømmekraft og sat sandheden over styr; de mener, at gudsfrygt skal kunne lønne sig."

I Romerbrevet 16,17 slår Paulus fast, at det ikke blot er forbudt at tale i modstrid med Guds ord. Man skal også holde sig fra dem, der gør det: "Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!"

I Guds kirke skal der læres i overensstemmelse med Guds ord, og lægfolket skal holde sig fra dem, lærer anderledes end Guds ord og derved skaber splittelse og fører andre til fald. I grelle tilfælde kan vranglæren i sig selv føre til fald, hvis den er uevangelisk og får folk til at sætte deres lid til deres egen fornuft eller kraft, når det gælder deres frelse. I andre tilfælde kan vranglæren føre til fald, fordi den i praksis fortæller folk, at det ikke betyder så meget at være i overensstemmelse med Guds ord. Slangens "Mon Gud virkelig har sagt?" er en gift, der virker - før eller siden.

Forklaringerne farlige
Bibelen lærer ikke, at man skal acceptere vranglære for at drive mission. Missionsbefalingen befaler faktisk det modsatte. "Gå hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og idet I lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet" (Matt 28,18-19). Man skal ikke lære ret og afvise vranglære blot for at være lydig mod en befaling. Man skal også og først og fremmest tale som Guds ord, fordi det er det ord, som Gud virker igennem. Man er altså ikke alene ulydig, hvis man accepterer vranglære, men man skader også det værktøj, som Gud virker igennem. Man forurener den åndelige føde, mennesker skal have for at blive og forblive frelst. Derfor er det også en selvmodsigelse at henvise til hensynet til lægfolket. Hvis man virkelig vil tage hensyn til lægfolket, skal man da værne dem mod vranglære.

Dertil kommer, at lægfolket selv har et særskilt ansvar for at tale som Guds ord og holde sig fra vranglærere. Siger præster og ledere, at de bliver i en vranglærende kirke for lægfolkets skyld, bør lægfolket altså selv afvise dette.

Vranglære i praksis
Pieper har derfor ret. En kirke er ikke luthersk, blot fordi den kalder sig luthersk. En kirke er heller ikke luthersk, blot fordi dens teologiske grundlag ser rigtig ud på papiret. Det, der afgør, om en kirke er luthersk, er, hvad den bekender og faktisk lærer i forkyndelse og undervisning - og i sin praksis.

En kirke bliver dog ikke vranglærende, blot fordi der sker fejl. Men vil den ikke rette op på fejlene, er den en vranglærende kirke. Vil den ikke bekende sine fejltrin, men forsvarer synden på den ene eller anden måde, er den i realiteten en vranglærende kirke. Det er helt uden betydning, om den selv hævder at være retlærende. Det afgørende er, hvad man bekender i ord og gerning.

Lære og praksis
Hvis en kirke vil gøre sit yderste for præcist og umisforståeligt at skrive, hvad den bekender og lærer, og hvis en kirke vil gøre sit yderste for at lade sin praksis vokse ud af sin bekendelse og lære, så kunne man nøjes med at diskutere lærespørgsmålene. Men i dag er mange teologer og præster ikke i stand til at beskrive sin bekendelse og lære særlig nøjagtigt. Man kan eller vil ikke fremsætte sin lære i en dobbelt form: positivt, hvad man faktisk lærer, og negativt, hvad man afviser som falsk lære. Man kan eller vil heller ikke lade sin praksis voksne ud af læren. Det sker ofte, at man adskiller lære og praksis, fx ved at skelne mellem indhold og stil.

Man skal forhåbentlig ikke tolke det som ligegyldighed over for både lære og praksis, for en kristen kirke kirke kan ikke udvise en sådan ligegyldighed. Derfor må det karakteriseres som teologisk vankundighed. Over for en sådan vankundighed er det nødvendigt at se både på læren og på praksis. Til sammen viser de, om der er tale om en retlærende kirke. Eller der er tale om en vranglærende kirke eller en sekt, der slet ikke fortjener kristen navn.

Vejen frem
Ingen kan glæde sig over, at teologien er i en sådan forfald, at man er ude af stand til at beskrive lære og praksis og det gensidige forhold mellem disse to. Derfor må enhver alvorlig kristen bede om, at Gud på ny vil bringe teologien på fode, så lære og praksis kan blive genoprettet. Det drejer sig om menneskers evige frelse!

Om vurderingen af teologer

2007-05-26T18:32:00.000+02:00

C. F. W. Walther har et tankevækkende citat i værket "Den rette skelnen mellem lov og evangelium":

"Når en teolog bliver bedt om at give efter og give indrømmelser for som sidste udvej at stifte fred i kirken, men afviser at gøre det selv når det gælder et enkelt lærepunkt, så synes den menneskelige fornuft, at det ligner utålelig genstridighed, ja slet og ret ondsindethed.

"Det er årsagen til, at sådanne teologer kun elskes og lovprises af få mennesker i deres levetid. De fleste mennesker spotter dem som fredsforstyrrere, ja som nogle, der ødelægger Guds rige. De betragtes som mænd, der kun har fortjent foragt.

"Men til slut bliver det tydeligt, at denne meget bestemte, ubønhørlige beslutsomhed, som holder fast ved det guddommelige Ords rene lære, på ingen måde river kirken ned. Tværtimod, det er netop den, som - midt i den største splid - opbygger kirken og frembringer ægte fred.

"Derfor: ve den kirke som ikke har den slags mænd, mænd som står som vægtere på Zions mure og slår alarm hver eneste gang en fjende truer med at storme murene, og som samler sig under Jesu Kristi banner for at føre hellig krig!" (C. F. W. Walther, The Proper Distinction Between Law and Gospel, s. 28, oversat til denne lejlighed.)

Det nedbryder ikke, men opbygger at holde fast ved det guddommelige Ords rene lære. Det er nemlig ikke os, der bygger og opbygger kirken, endsige en kirke. Det gør Den treenige Gud gennem sit hellige ord.

Når man derfor nok vil høre tale om at bevare Guds ord rent - i princippet - men bøjer af i praksis for at holde "fred" eller for fx ikke at blive kritiseret af nogen, så er det i virkeligheden at forråde det, som skal bygge kirken op. Det er også at forråde ham, der har givet kirken dette ord.

Den slags mænd bliver måske nok rost for at være fredens mænd, for at være diplomater eller kirkepolitikere, ja endog kirkeledere, af den bedste slags. Men før eller siden - om ikke før så på dommedag - så vil det vise sig, at de ikke får ros af Gud selv. Og her på jorden skaffer de ufred, mobning og forfølgelse til de kristne, der for frelsens, kirkens og Guds æres skyld ikke vil bøje sig for Djævelen og al hans væsen.

Gid den slags mænd må blive omvendt og finde frelse, inden den dag kommer, hvor det for evigt er for sent.

Læren vort eneste lys

2007-03-31T09:07:00.000+02:00

I sin store Galaterbrevskommentar skriver dr. Martin Luther til Gal 5,10:

"Vi vil med største strenghed have alle artikler af den kristne lære rene og sikre, både store og små - skønt der for os ikke findes nogen, der er uden betydning. Dette er overordentlig nødvendigt. For læren er vort eneste lys. Den oplyser og leder os og viser os vej til Himlen. Når dén er gjort uvis på ét punkt, må det hele nødvendigvis vakle. Hvor dét sker, kan kærligheden ikke hjælpe os. Vi kan frelses uden kærlighed og enighed med sakramentererne [dvs. dem, der bl.a. nægter, at nadverens indviede brød og vin er Jesu legeme og blod], men ikke uden en ren lære og tro. I øvrigt vil vi gerne bevare kærlighed og enighed med dem, der, ligesom vi, tænker fromt om alle den kristne læres artikler. Ja, vi vil også, så godt vi kan, holde fred med vore fjender og bede for dem, der af uvidenhed spotter vor lære og forfølger os - men ikke holde fred med dem , der bevidst og på trods af deres samvittighed tilsidesætter en eller flere artikler af den kristne lære." (Overs. H. Haystrup, Martin Luther. Store Galaterbrevskommentar II, s. 258; fremhævelserne er Haystrups; den skarpe parentes er tilføjet)

Hvorfor må endog kærlighed og enighed i yderste konsekvens vige, når det drejer sig om urenhed i læren? Fordi læren om Kristus og hans frelsesgerninger for os er det eneste lys, vi har, som kan oplyse os og lede os og vise os vej til Himlen. Der findes intet andet, der kan lyse op i syndens verden end læren, dvs. evangeliet i alle dens facetter. Usikkerhed om læren er usikkerhed om frelsen. Som Luther skriver, vi kan ikke frelses uden en ren lære og tro.

Naturligvis er der mange, som ikke forstår, at de har en uren lære og tro. Det gælder jo ikke mindst, fordi oplæringen af kristne er så skrækkelig forsømt i vor tid. Men der er også dem, der bevidst tilsidesætter en eller flere artikler af den kristne lære. Det regner mange i dag for at være uden betydning. Når blot man er enig om det vigtigste, det centrale, så går det alt sammen. Nu er der naturligvis ingen, der ønsker at urenhed i lære og tro skal føre til fortabelse. Men det betyder ikke, at man derfor kan være ligeglad med urenhed i lære og tro. Bibelen indeholder mange udsagn om faren ved uren lære og tro. Paulus fordømmer direkte dem, der ændrer evangeliet, dvs. læren. Det skyldes jo, at uren forkyndelse ("lære" med luthersk sprogbrug) fører til en uren tro. Derfor dur det ikke, at man definerer en eller flere trosartikler som ikke-central og siger, at det er lige meget. På den anden side kan man godt sige, at det er tilstrækkelig at være enig om det vigtigste, det centrale. Men i så fald skal "det vigtigste, det centrale" forstås om hele evangeliets lære: evangeliet og alle dens (tros)artikler, som den lutherske teologi plejer at formulere det.

Den rene lære oplyser os og leder os og fører os til Himlen. Derfor skal uren lære og tro ikke tolereres. Det fører i øvrigt også kun til uenighed og splittelse. Det gælder, selv om man så holder sammen af andre grunde. Den eneste enhed, der er en virkelighed enhed, bygger på enighed om og tilslutning til den rene lære i alle dens trosartikler. Det gælder, uanset om det handler om læren om Gud, syndefaldet, Kristus og hans gerning, retfærdiggørelsen, retfærdiggørelsens embede: præsteembedet, dåb, nadver eller f.eks. toregimentelæren.

Om en kirke er en succes, måles ikke på, hvor mange der kommer eller på, hvor flink, imødekommende, lyttende eller endda eftergivende en præst er. Ej heller på, om han er en fremragende leder, organisator og forhandler. Den måles heller ikke på, om menigheden i sit liv er fremragende vidnesbyrd. Nej, succes kan kun "måles" på, om læren og troen er ren. Det handler til syvende og sidst om, hvor mange der på dommedag vil prise Jesus Kristus som deres frelser og forsoner.

Hvor sørgeligt, at så mange ringeagter ren lære og tro og dermed slukker det himmelske lys i en bælgmørk verden.

Læs mere i Klemet I. Preus: The Fire and the Staff: Lutheran Theology in Practice. St. Louis, Missouri: Concordia publishing house, 2005.

Velkomst

2005-07-01T18:45:00.000+02:00

Velkommen til Augsburgske Citater - citater fra god augsburgsk, dvs. bekendelsestro evangelisk-luthersk litteratur. I ny og næ kan der måske også være en bemærkning tilføjet.

Om absolutionen/skriftemålet

2005-07-01T10:57:00.000+02:00

Dr. C. F. W. Walther skriver i sin artikel om Retfærdiggørelsen (i fordansket gengivelse):

"Ak, også i Den lutherske Kirke er der ofte falske lærdomme og falske overbevisninger om absolutionen (syndstilgivelsen; skriftemålet), idet man alt for ofte gør absolution afhængig af omvendelse og ikke tør tro på den, hvis omvendelsen ikke er fuldstændig. Mens paven og enthusiasterne (sværmerne) fordømmer vores rene lære herom, så ønsker mennesker generelt ikke at risikere deres frelse på noget uden for dem selv, men kun inden i dem selv. Hvor mange fristelser der dog rejser sig for de troende netop ud af, at de ikke altid tror fast af hjertet, at Gud allerede er fuldt ud forligt. Tro er den tillidsfulde tilegnelse af, hvad der er sket i Kristus og gennem Kristus. Troen udvirker ikke forligelse, men griber den. Det er derfor, apostelen ikke siger: "Lad Gud blive forligt med jer!", men siger "Lad jer blive forligt med Gud!" (2 Kor 5,20), dvs. tro, at gennem Kristi fortjeneste er døden opslugt, Helvedes ild blevet slukket, (og) Himlen blevet åbnet. I absolutionen (syndstilgivelsen; skriftemålet) uddeler vi, hvad Kristus har vundet. Se, Han har fuldstændig vundet alt for alle. Derfor læser vi: "Alt er rede!" (Matt 22,4). Hvis man fortsætter med at synde, så kan man naturligvis ikke have tillid til Gud, siden Helligånden da bliver tvunget til at forlade en. Men hvis alle kunne tro, så ville alle blive lige fuldt frelst, for der er kun én synd, der kaster en i Helvede: vantro - som vores Herre Kristus bevidner, blandt andre ting, så klart i evangeliet i Joh 16,5-15." (fra "Justification", et essay fremlagt for Fifth Western District Convention, Addison, Illinois, fra 5. maj 1859 og frem; trykt i C. F. W. Walther: Essays for the Church: Volume I 1857-1879. St. Louis, Missouri: Concordia Publishing House, 1992, p. 57f).

Walther redegør her for noget aldeles afgørende. Hvis man lærer ret om Jesu gerning og om troen, så gør man ikke absolutionen afhængig af omvendelsen eller af, om omvendelsen nu er gennemgribende nok. I stedet uddeles, hvad Kristus har vundet: syndernes forladelse. Kristus udvirkede og vandt forligelsen, og derfor uddeles den. Den, der tror det ord, der lyder, har virkelig syndernes forladelse.

Alt for ofte bliver der imidlertid spurgt om omvendelsen og dens karakter. Det er en byrde for den, der har erkendt, hvor dybt synden sidder i en. Men netop fordi synden sidder dybt i en, har synderen brug for at høre et sikkert og pålideligt ord uden for sig selv. Præsten har fået overdraget et embede, der beskikker ham til på Kristi vegne og med fuld virkning i Himlen at uddele syndernes forladelse. Det eneste, der gør, at man ikke får syndernes forladelse, er vantro - dét ikke at ville tro Kristi ord om tilgivelse.

Omvendelsen og alt andet, som Den helllige Ånd udvirker i et menneske, er ikke sikkert nok at bygge på. Men det ord, som der på Kristi befaling forkyndes, det er sikkert. På det kan man leve - og på det kan man dø.

Se også Gerald S. Krispin: "Philip Jacob Spener and the Demise of the Practice of Holy Absolution in the Lutheran Church." Logia: A Journal of Lutheran TheoIogy 8, no. 4 (1999): 9-18.

Læren om Guds Søn - og vores frelse

2005-06-25T23:16:00.000+02:00

Apostlen Johannes og Den augsburgske Bekendelse
"Guds Søns blod renser os fra al synd" (1 Joh 1,7).

"Ligeledes lærer de, at Ordet, det er Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, én Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria, i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder" (Den augsburgske Bekendelse, artikel 3).

I dagens anledning: 475 års jubilæum for Den augsburgske Bekendelse
I dag er en ganske særlig dag, som man burde have gjort noget mere ud af! Sagen er, at det i dag er 475 år siden, Den augsburgske Bekendelse blev fremlagt for den tysk-romerske kejser. Det skete i Augsburg i Tyskland. Denne lille artikel er et udtryk for min dybe taknemmelighed over, at Gud gav Den augsburgske Bekendelse til kirken for 475 år siden og dermed til os i dag. Hvis en og anden får lyst til at læse mere i Den augsburgske Bekendelse, ville det heller ikke være uvelkomment.

Den augsburgske Bekendelse - en fælleskristen bekendelse
Den augsburgske Bekendelse er ikke nogen speciel luthersk bekendelse, men slet og ret en bekendelse af, hvad Skriften lærer. En række menigheder fremlagde denne bekendelse, som deres teologer (først og fremmest Luthers medarbejder Philipp Melanchthon) havde udarbejdet. Men det var menighedernes bekendelse, for de havde i tro taget imod, hvad Skriften lærer. Fordi det er Skriftens lære, er det også alle sande kristnes lære, for en sand kristen tager imod Guds ord og bliver i det.

Den augsburgske Bekendelse - nyttig at læse: Se f.eks. art. 3
Den augsburgske Bekendelse er et skrift, som det lønner sig at læse. Tag nu bare artikel 3 om Guds Søn. Lutheranere har undertiden en tendens til at skynde sig videre til artikel 4 om retfærdiggørelsen, men den kan vi læse på en anden gang.

Artikel 3 siger:

”Ligeledes lærer de, at Ordet, det er Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, én Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria, i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder.

”Den samme nedfor til Helvede og opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til Himlene for at sidde ved Faderens højre hånd og stedse regere og herske over alle skabninger og helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende Helligånden i deres hjerter til at styre, trøste og levendegøre dem samt forsvare dem mod djævlen og syndens magt.

”Den samme Kristus skal åbenlyst komme igen for at dømme levende og døde osv., efter Den apostolske Trosbekendelse.” (citeret i en redigeret udgave af Th. Jørgensens oversættelse fra 1937)

Oldkirkens kamp for den rette lære om Kristus
Hvad denne artikel siger, er jo ikke nyt. Det er for det første, hvad Skriften lærer. Det er for det andet, hvad den kristne altid har lært, men dog ikke uden kamp. For i oldkirken dukkede der nye synspunkter om Kristus op. Undertiden var det vanskeligt at gennemskue, hvorfor disse nye synspunkter ikke var bibelske, og diskussionerne tog ofte lang tid. Ofte bestod problemet i, at de, der fremsatte nye synspunkter, var dårlige teologer og dårlige logikere. De drog de forkerte slutninger. Sommetider drog de de forkerte slutninger, fordi de havde galt fat i det bibelske materiale. Til andre tider skyldtes det slet og ret, at de drog forkerte slutninger. Akkurat som saddukæerne i Mt 22,23-33 (som deltagere på Luthersk Sommerlejr får lejlighed til at høre mere om). Jo mere udspekuleret de vranglærende kristne var, jo tydeligere måtte de retlærende fremstille, hvad Skriften lærer, og hvad alle kristne derfor skal have lært og tro. De retlærende kristne afviste altså de nye synspunkter. Det kostede dem ofte lidelse. Patriarken Athanasios måtte f.eks. gå i eksil fra sit embede fem gange.

Hvorfor denne kamp var så vigtig
Når det gjaldt læren om Kristus, måtte man derfor formulere sig, så vranglæren blev udelukket. For tror man på en falsk Kristus, der ikke kan frelse, så bliver man ikke frelst. De kirker, som faktisk lærte og forkyndte falsk om Kristus, var ikke nogen kristen kirke, men sekter. En sådan sekt fornægtede f.eks., at Jesus var sand Gud. Det kætteri er den dag i dag centralt i muhamedanismen eller islam, som man kalder det i dag. En sådan Kristus, der ikke er Gud, frelser ikke. En muhamedaner eller muslim kan jo ikke sige, at Guds Søns blod renser os fra al synd. En Jehovas Vidne kan heller ikke, i al fald ikke uden at mene noget andet end Skriften. Dvs. ikke uden at mene noget andet end det, artikel 3 lærer ud fra Skriften.

... for at ... i artikel 3 om Guds Søn
Det er det, artikel 3 fastslår. Det, der læres om Kristus, fører frem til "for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder". Selv om det er sandt, at Guds Søn blev menneske, betyder det jo ikke, at han ophørte med at være Guds Søn, at være guddommelig, ja, at være Gud (Joh 1,1).

For at fastholde, at Jesus Kristus faktisk kunne forsone Faderen, og for at fastholde, at Ordet, Guds Søn, påtog sig menneskelig natur for at forsone Faderen med os, derfor måtte oldkirken skrive klare bekendelser, som afviste den falske lære. Nerven i den oldkirkelige bekendelse var altså dels sandheden om Kristus, dels at værne om den lære, som kan skænke den frelsende tro. Præcis det samme gælder Den augsburgske Bekendelse.

Hvad artikel 3 bl.a. lærer om Guds Søn
Hvad må der så siges om Kristus, for at læren/forkyndelsen kan skænke den frelsende tro? Hvad må og skal der siges, for at der i det hele taget kan være tale om en kristen kirke?

Jo, der må bl.a. siges det, som artikel 3 siger: At Ordet, Guds evige Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige jomfru Marias moderliv. Det er undfangelsen ved Helligånden, vi taler om. Resultatet er, at der på samme tid er to naturer: en guddommelig, som er evig, og en menneskelig, som blev til ved undfangelsen. Og begge dele er og vil altid være der samtidig.

Disse to naturer er uadskillelig forenede i personens enhed, én Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske. Dermed menes, at der er ikke to personer i Jesus. Han er heller ikke skiftevis det ene og så det andet. Det er heller ikke sådan, at Jesus Kristus nogensinde vil ophøre med at have begge naturer. I den ene person, Jesus Kristus, er den guddommelige og den menneskelige natur uadskillelig tilstede hele tiden. Jesus er i sandhed Gud og i sandhed menneske.

Jesus Kristus var i sandhed Gud og i sandhed menneske, da han blev født, da han indstiftede nadveren, da han led og døde, da han opstod, og når han f.eks. kommer for at give os sit legeme og blod i den hellige nadver. Hvis han ikke var det, kunne han ikke frelse.

Hvad en kristen tror om Guds Søn
Derfor kan man ikke være kristen uden at tro dette. Sådan som man jo gør, når man tror, at Guds Søn blod renser fra al synd. Sådan som man jo også gør, når man tror Hans ord i nadveren. Hans ord, der siger, at det velsignede brød i nadveren er hans legeme og at det velsignede vin er hans blod, der blev udgydt for vore synder.

Moderne afvisning af artikel 3 om Guds Søn
Mange såkaldte lutheranere og mange andre såkaldte kristne afviser i dag, hvad artikel 3 lærer. Måske er de ikke klar over, at de da lærer og forkynder et budskab, der ikke kan frelse. I dag må man ikke sige, at vranglære ikke kan frelse. Man må slet ikke sige, at den, der virkelig tror på vranglære om Kristi person, går fortabt eller i bedste fald står i stor, stor risiko for at gå fortabt. Det er utroligt, at de vil kalde sig kristne, endsige lutherske. Det er endnu mere utroligt, at de får lov til det af dem, der ved eller burde vide bedre. For det er helt nødvendigt at lære, forkynde og tro, hvad denne artikel siger. For læres der falsk om Kristus, så kan man ikke længere sige ... "for at han kunne forsone Faderen med os". Der findes også kristne, som (næsten) lærer, hvad der siges i artikel 3, men som drager falske konsekvenser. Nogle ønsker f.eks. at lære ret om Kristi person, men de afviser i virkeligheden denne lære, når de afviser den bibelske og derfor lutherske nadverlære. Reformert og sværmerisk nadverlære går altid i hånd i hånd med en falsk lære om Kristus, hvad enten det har form af en direkte afvisning eller det er falske slutninger. Det er ikke sikkert, de ved det eller vil acceptere det, men det ændrer nu ikke på, at Luther viste, at det faktisk er tilfældet.

Grund til at glæde sig i dagens anledning
Det var Luthers fortjeneste at tage dette frem i lyset. Det er Luthers fortjeneste, at det kom med i Den augsburgske Bekendelse. Og det er Luthers fortjeneste, at den lutherske teologi tog dette alvorligt - også og ikke mindst i nadverlæren.

Derfor er der al god grund til at være glade og festligholde dagen i dag, for det var en stor gave, Gud gav kirken i Augsburg d. 25. juni 1530. I 475 år har denne bekendelse lydt rent og klart. Gud give, at den også fremover vil lyde rent og klart - også hos os. Gud give, at den fremover vil lyde rent og klart, hvor det ikke sker i dag.

Den augsburgske Bekendelses Dag, det Herrens år 2005

... for at vi ikke skal fortvivle

2004-06-25T12:06:00.000+02:00

.. for at vi ikke skal fortvivle
"Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den." (Jesus, Matthæusevangeliet 16,18)

"Ligeledes lærer de, at der bestandigt vil forblive én hellig kirke." (Den augsburgske Bekendelse, art. 7)

"... for at vi ikke skal fortvivle ..." (Apologien til Den augsburgske Bekendelse, art. 7/8, stk. 9)

Anledningen
Den 25. juni 1530 fremlagde de evangeliske ("lutheranerne") deres bekendelse for de romerske teologer og for kejseren. Det skulle egentlig have været den 24. juni, men Melanchthon blev færdig så sent, så det måtte udsættes til dagen efter. Apologien er skrevet senere. Senere forklarede Melanchthon, hvorfor art. 7 i Den augsburgske Bekendelse begynder, som den gør.

Bekendelseskirken
Jesus lærte disciplene, at han vil bygge sin kirke på den bekendelse, som Faderen i Himlene har åbenbaret for og skænket til Peter: "Du er Kristus, den levende Guds Søn". Den bekendelse kan intet menneske selv tænke sig frem til, men den må skænkes gennem Guds Ord, sådan som Gud skænkede den til Peter og sådan som han har skænket den sande bekendelse til enhver kristen før og siden. Jesus, Marias søn, er Kristus, den levende Guds Søn. Den sande kirke er enhver, som i sandhed tror, lærer og bekender dette med alt, hvad det indebærer.

Dødsrigets porte skal ikke få magt over den
Denne sande bekendelses kirke skal dødsrigets porte ikke få magt over; den vil altid bestå, har Kristus lovet. Derfor bekendte de augsburgske konfessorer ("bekendere") i 1530, at "der bestandigt vil forblive én hellig kirke" (art. 7). Tanken er ikke, at en bestemt kirke, som f.eks. den romerske, den "lutherske" eller den danske folkekirke, ikke kan forgå. Derimod er meningen, at der altid vil være en kirke, som bekender, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn. Det løfte har Kristus givet.

Løfte med stor trøst
Og det løfte er en stor trøst. Det var det for kirken på Jesu tid og i flere hundrede år derefter. For forfølgelser fra jødiske og hedenske magthavere og fra kætterske kirker gjorde, at det set med mennskelige øjne tit så helt umuligt ud, at denne kirke skulle kunne overleve. Det var også en stor trøst for kirken på reformationstiden. Den romerske kirke forfulgte Luther og de evangeliske kristne. Da pavedømmet udelukkede Luther af romerkirken og kejserdømmet erklærede ham fredløs, så enhver kunne dræbe ham uden at blive straffet for det -- tværtimod -- da var der ikke meget, der for det menneskelige øje tydede på, at det skulle gå godt for evangeliet. Anderledes var det ikke i 1530, da nogle få evangeliske mødte op i Augsburg. Overmagten var enorm. Ikke desto mindre fastholdt Luther, som han også tidligere havde gjort det i 1521 i forbindelse med rigsdagen i Worms, at han ville møde op. I 1530 fik han dog ikke lov af sin fyrste. Det er ind i denne situation, at de augsburgske konfessorer frimodigt løfter Skriftens løfte frem: Dødsrigets porte skal ikke få magt over Kristi kirke. Denne lære fremsættes, skriver Melanchthon i Apologien ("Forsvarsskriftet"), af en meget nødvendig grund, nemlig "... for at vi ikke skal fortvivle ..." (stk. 9 i art. 7/8). Det var ikke af menneskelige grunde, på grund af menneskelige kræfter, at de bekendte således. Det var ikke, fordi de ræsonnerede sig frem til, at det kirkepolitisk og politisk ikke ville være muligt for paven og kejseren at gennemføre deres forehavende. Nej, den sande begrundelse var, at Kristi løfte står fast og ikke kan slå fejl, for Kristus taler sandt og er ikke en løgner. Han vil bevare den sande bekendelses kirke.

Kristi løfte gælder stadig
Om nutidens kirker vil overleve, er ikke til at vide. Flere og flere kirker fornægter selv de mest grundlæggende trosartikler, og endnu flere tillader, at de hyrder, der i princippet skulle repræsentere Kristus og være forvaltere af Guds hemmeligheder (1 Kor 4,1), både taler og handler i strid hermed, når de forvalter deres embede. For ikke at tale om, at de får lov at leve i strid med Guds ordninger og Guds ord. Om sådanne kirker overlever, kan være svært at vide. I en vis forstand kan de kaldes for Guds kirker, så længe og for så vidt som evangeliet dog i et eller andet omfang stadigvæk forkyndes og tros. Men det er ikke sådanne kirker, Jesus lover, dødsrigets porte ikke skal få magt over. Det løfte gælder derimod den kirke, der ud over jord består af enhver sandt troende. Den kirke vil bestå, fordi evangeliet forkyndes og bliver troet. Den tro, som Gud virker ved sit Ord og sin Ånd, vil have tillid til Guds ord, netop fordi den selv lever af dette ord. Derfor vil den kirke også have tillid til, at dødsrigets porte ikke skal få magt over den.

Manglende tro på Kristi løfte og Kristi ord
I dag er der imidlertid mange, der ikke længere synes at have tillid til, at evangeliet virkelig er Guds kraft til frelse. Skønt Gud ved evangeliet faktisk har skænket og opretholdt troen i løftets folk, kirken, lige siden Adam og Eva troede Guds løfte (1 Mos 3,15), tør man(ge) ikke længere stole på, at han vil gøre det i dag og fremover. Hvor det vigtigste spørgsmål for de lutherske reformatorer var det rene evangelium og derfor den rette lære om evangeliet, fordi Gud frelser derigennem, så er opmærksomheden i dag rettet mod andre ting. Man taler nedsættende eller direkte afvisende om behovet for den rette lære. Man skammer sig over evangeliets lære. Endnu mere tragisk er det, at kirker, der kalder sig lutherske eller evangelisk-lutherske, også skammer sig over evangeliets lære, skønt de formelt bekender sig til de lutherske bekendelsesskrifter. Man har ikke tro på, at kirken vil overleve, med mindre forkyndelsen af evangeliet bliver suppleret med tanker og teknikker, som mennesker har fundet på. Guds ord og lære er ikke nok, hvis hvis vi skal standse tilbagegangen for kristenheden i den vestlige verden. Man mener ikke, at den rene lære, som Gud har skænket os i sit ord, har kraft til at føre folk til tro og frelse dem. For at standse tilbagegangen, må man udvande forkyndelsen, forvalte dåb og nadver mere lempeligt eller folkeligt, og dermed giver man afkald på netop det, som Gud har bestemt at bruge for at føre folk til tro og frelse. Hvor tragisk, at mistillid til Guds ord og lære breder sig og dermed modarbejder Guds virke i evangeliet. Hvor sørgeligt, at vantroen breder sig og sætter dagsordenen. Hvor hvordan skal Gud kunne skænke os den levende tro og den sande bekendelse, hvis vi ringeagter de midler, han vil bruge til det?

Lad os ikke fortvivle!
Der findes kirker, som stadigvæk i ord og handling (dvs. dåb, skriftemål og nadver) forkynder evangeliet rent i overensstemmelse med den rene lære. Nogle er store, men slås med meget alvorlige indre splittelser. Andre er små og kommer ikke i Guinness' rekordbog på nogen måde. Sådan set kan man godt sige, at situationen i dag ser fortvivlende ud med menneskelige øjne. Men vi vil alligevel ikke fortvivle, for Kristus har lovet, at Dødsrigets porte ikke skal få magt over den kirke, som han bygger på den sande bekendelses klippe, og som han bygger på sig selv som Klippen. Ja, vi tror, lærer og bekender, at den kirke vil Kristus opretholde. Netop derfor vil vi værne om den rette lære, så evangeliet kan blive forkyndt rent og sakramenterne blive forvaltet ret. Så stoler vi på hans løfte om, at han vil samle sig et folk der, hvor det sker. Om vi så er få eller mange og om de kirker, vi ser i dag, overlever eller ej, betyder ikke så meget. For Kristus har lovet at være med denne kirke alle dage indtil tidernes ende. Og der hvor Kristus er og virker, sådan som han har lovet, er der ikke grund til fortvivlelse. Der er tværtimod god grund til frimodigt at gøre, som de lutherske konfessorer gjorde for 474 år siden: At aflægge bekendelse om den rene evangeliets lære, som han har skænket os i sit hellige Ord, og at prædike og lære dette rene evangelium i vore menigheder. Det er også den eneste grund, vi har, til ikke at fortvivle.

Embedet og den frelsende tro

2004-05-08T16:44:00.000+02:00

Jesus og Den augsburgske Bekendelse
”Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ’Fred være med jer!’ Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: ’Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.’ Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ’Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.’ (Johannesevangeliet 20,19-23)

”For at vi skal nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at forkynde evangeliet og række sakramenterne. For ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, der – hvor og når Gud vil – virker troen i dem, der hører evangeliet: at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld.” (Den augsburgske Bekendelse, art. 5)

Embedet og troen
Én af de store forskelle på en luthersk og en ikke-luthersk forståelse af evangeliet er det embede, som præsterne har. Jesus har selv befalet, at kirken skal have dette embede. Ja, uden dette embede er det slet ikke muligt at være en kirke. Kirken er nemlig i streng forstand ”de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret” (Den augsburgske Bekendelse, art. 7). Kristus har indstiftet dette embede og befalet, at dem, der tjener i dette embede, skal forlade synder på Guds vegne. For Kristi skyld retfærdiggør – erklærer retfærdig – Gud dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. Og for at vi skal nå til denne tro, indstiftede Gud et embede til at forkynde evangeliet og række sakramenterne. Det er på denne måde, Gud virker troen.

Syndernes forladelse
Det har Luther givet udtryk for på smukkeste vis:

”Om syndernes forladelse har vi to ting at sige. Den ene er hvorledes den er købt og etableret, den anden er hvorledes den bliver uddelt og givet os. At den blev købt var det, Kristus gjorde på korset, det er sandt nok, men han uddelte eller gav den ikke på korset. I nadveren eller sakramentet købte han den ikke, men der delte han den ud og gav den selv gennem ordet, sådan som det sker i evangeliet, når det bliver forkyndt. Erhvervelsen skete én gang for alle på korset, uddelingen derimod sker mange gange, både før og efter, fra verdens begyndelse og lige til enden. For siden han først havde besluttet at købe den en gang for alle, var det akkurat det samme for om, om han gennem sit ord delte den ud før eller efter. ... Dersom jeg nu vil have min synd tilgivet, må jeg ikke løbe af sted til korset, for der finder jeg endnu ikke syndsforladelsen uddelt. Jeg skal heller ikke holde mig til det at mindes og erkende Kristi lidelse ... for i det finder jeg den heller ikke. Nej, til sakramentet [nadveren] eller evangeliet må jeg; dér finder jeg ordet, som uddeler, skænker, frembyder og giver mig den tilgivelse, som blev købt på korset. Derfor har Luther lært ret, når han siger, at den, som har dårlig samvittighed på grund af sine synder, skal gå til sakramentet og hente trøst – ikke i brødet og vinen, ikke i Kristi legeme og blod, men i det ord, som i sakramentet frembyder, skænker og giver mig Kristi legeme og blod som givet og udøst for mig.” (Citeret i fordansket form fra det norske Martin Luther Verker i utvalg, bd. 3, s. 341)

Gud bygger og opbygger sin kirke herigennem
Til at udføre denne tjeneste for menigheden, i Kristi sted og på hans vegne har Gud indstiftet embedet: lære- og hyrde-embedet. Derfor er dette embede vigtig, fordi det skal tjene os med det evangelium i ordet og sakramenterne, der gør, at vi kan få syndernes forladelse og få vished om at have fået syndernes forladelse. Det er vigtigt, fordi det er derigennem, at Gud bygger og opbygger sin kirke. Hvad enten det drejer sig om at drive mission og grundlægge en ny kirke eller det drejer sig om en kirke, der ikke længere er helt ung, så er centrum altid forkyndelsen af evangeliet til trøst for dem, der har dårlig samvittighed.

Gud virker kun gennem nådemidlerne
Der er grund til at minde om dette, for det er svært at komme uden om, at der i dag er mere tiltro til, at Gud vil bygge og opbygge sin kirke på alle mulige andre måder end netop gennem lære- og hyrdeembedet, dvs. gennem prædiken, dåb, skriftemål og nadver. I kort form: nådemidlerne. Men den, der er nået til den sande tro, som Gud skænker gennem nådemidlerne, vil aldrig være i tvivl om, at Gud virker herigennem, men vil tværtimod afvise ethvert forsøg på at sætte noget andet i stedet. Det gælder også, hvis man vil afskaffe dette Gud-givne embede og erstatte det med hvad menigheden kan gøre.

De troendes vidnesbyrd
Men afskaffer dette ikke det kristne vidnesbyrd? Nej, på ingen måde. Tværtimod. For det første kan vi vidne om, hvad Gud har gjort for os gennem nådemidlerne, som de forvaltes af det embede, Gud har indstiftet: Han hjælper os med den dårlige samvittighed. Det er værd at tænke over i en tid, hvor flere og flere bliver alvorligt syge på sjælen af dårlig samvittighed. For det andet sættes vi ved dette evangelium i frihed til at tjene. Naturligvis er der ikke noget galt i at have et godt fællesskab i kirken og tjene hinanden dér. Men en troendes tjeneste er alligevel ikke primært i kirken, men i hverdagen. Her er der nok at tage fat på i familien, på arbejdet og for samfundet. Konkrete anvisninger kan findes i Luthers lille katekismus. Luther lærte os faktisk, at Gud vil, at vi skal tjene vores næste i dagligdagen. Det er gode gerninger, som Gud har påbudt. Det er ikke i klostrene på Luthers tid eller i kirkerne i vores tid, vi først og fremmest skal gøre gode gerninger. I kirkerne skal præster – og de øvrige ansatte – tjene på fuld tid. Vi andre skal tjene Gud i hverdagslivet. Sådan er Guds vilje.

”… til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig”!
I dette indlæg er det altså særligt embedet, jeg har valgt at koncentrere mig om. Lad mig slutte med en formaning af Herrens apostel Paulus. Den var rettet til en af hans medarbejdere: præsten Timotheus.

“Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig.” (Paulus’ Første Brev til Timotheusbrev 4,16).

Undervisning betyder her både det at prædike og undervise i evangeliet, og det betyder det evangelium, som er indholdet. Timotheus skal som hyrde og lærer holde fast ved at gøre det, “for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig”. Så herlig en gave har Gud givet os i evangeliet og vore hyrders tjeneste for os med dette evangelium. Hvem kan da andet end love og prise Gud for hans nåde og barmhjertighed?

Den mindste smule surdej - om kristen lære og kærlighed

2003-09-06T21:42:00.000+02:00

Paulus og Luther
"Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen" (Paulus, Galaterbrevet 5,9)

"Vi er bestemt rede til at bevare fred med og kærlighed til alle, når de blot lader os beholde læren om troen ren og uskadt. Hvis ikke vi kan opnå dette, er det forgæves, de fordrer kærlighed af os. Ja, forbandet være den kærlighed, som bevares på bekostning af læren om troen; for dén skal alt vige: kærlighed, apostle og engle fra Himlen. Ved svigagtigt at svække denne sag, beviser de, hvor højt de sætter Guds majestæt. Hvis de troede, det var Guds Ord, legede de ikke i dén grad med det, men holdt det højt i ære, troede på det uden nogen diskussion og strid – og vidste, at Guds ene Ord er dem alle, og alle er det ene. Ligeså vidste de, at én artikel er dem alle, og alle er den ene, og når én er opgivet, går de alle lidt efter lidt tabt. For de hænger sammen og forenes af et fælles bånd.

"Lad dem blot fremhæve den kristne enighed og kærlighed. Vi fremhæver derimod Ordets herlighed og troen. Man kan uden fare tilsidesætte kærligheden, hvor dét er det rette. Sådan kan man ikke gøre med Ordet og troen. Kærligheden skal udholde alt (1. Kor. 13,7) og gå til side for alle. Troen skal derimod slet ikke finde sig i noget eller gå til side for nogen. … Men når det drejer sig om frelsen, når sværmere lærer løgn og vildfarelser under skin af sandhed og bedrager mange, da skal man ikke vise kærlighed eller anerkende vildfarelsen. For hvad man mister hér, er ikke en velgerning, man har vist imod en utaknemmelig, men det er Ordet, troen, Kristus og det evige liv. Om man derfor fornægter Gud blot i et enkelt punkt af læren (egl.: ’en enkelt artikel’), har man fornægtet Ham i dem alle." (Luther, St. Galaterbrevskommentar, til Gal 5,9; overs. H. Haystrup, København 1984, pp. 254-255).

Nutidens krav
Nu om stunder synes "kristen enighed og kærlighed" at være mottoet i mange kirkelige sammenhænge. Dette udtalte eller uudtalte krav om at ignorere det, man – alligevel – ikke kan blive enige om, og i stedet stå sammen i enighed, kærlighed og ikke så sjældent missionens tjeneste, er en grundlæggende misforståelse af tro, som vi her lærer af Luther, og egentlig også af kærlighed.

Skriftens krav
At være en sand augsburgsk lutheraner er at holde Guds Ord højt i ære, tro på det uden nogen diskussion og strid, og ikke lege med det, bøje det, ignorere det, borttolke det eller direkte fornægte det.

Sand kærlighed
Mange opfatter det som ukærligt, men det er det ikke. Det er derfor, Luther forbander den kærlighed, som bevares på bekostning af læren om troen. For den er slet ikke kærlighed, den er kærlighedens modsætning. For kærligheden kan da ikke drømme om at bytte sandhed ud med løgn, give afkald på Ordets herlighed og troen i stedet for løgn og vildfarelser under skin af sandhed.

Læren og troen
Kun når vi læser Ordet og når det prædikes og gives os i Alterets sakramente, kan troen skabes og holdes i live i os syndere. Mister man derfor Ordet, mister man troen, Kristus og det evige liv. Derfor tåler en ægte augsburgsk lutheraner, dvs. en bibeltro kristen, ikke, at der rokkes ved læren på noget som helst punkt.

Derfor afviser vi også, at kirken skal vise ”kærlighed” og ”enighed” på bekostning af læren, Guds egen lære, som vi i sandhed har i Den hellige Skrift. Kirken skal derimod bekende og lære den sande tro i dens helhed og i alle dens punkter. For det første af hensyn til dem, der tror Guds Ord og derfor tager det til hjerte uden diskussion, kiv og strid. For det andet af hensyn til dem, der benægter Guds Ord og som derfor har brug for belæringer, advarsler og alvorlige kald til at omvende sig, bøje sig for Guds hellige Ord og tro det.

Hvad med vranglærerne?
Men vil vranglærere og sværmere ikke høre, skal de vises bort. Kan man ikke vise dem bort, fordi det er dem, der har magten i kirken, må man offentligt advare mod dem og uden ophold formane enhver alvorlig kristen til at søge derhen, hvor Guds Ord læres og prædikes rent og purt og hvor Sakramenterne derfor også forvaltes efter Kristi indstiftelse.

Alt andet er ukærligt og i virkeligheden en falsk enighed. Lad os derfor vise sand kærlighed og kærligt holde sandheden frem og afvise enhver falsk og løgnagtig lære. Ud med surdejen, om det så blot er den mindste smule!